Jeg begyndte at blomstre igen

Isine folkeskoleår oplevede Giuseppe allerede nogle symptomer: manglende overskud, overblik, drivkraft osv. Han orkede ikke at gå i skole og kunne ikke finde sig til rette.

”Jeg er vokset op med mobning og lidt vold og sådan nogle ting. Så jeg havde det rigtig skidt og har altid været meget usikker og havde ikke så meget selvtillid eller selvværd. Der er mange, der ender ud i narko og druk, og selvom jeg da har prøvet mit, har det aldrig været et sus for mig at gøre det. Suset fik jeg i stedet, da jeg begyndte at lave noget kriminalitet som teenager, hvor vi sparkede kælderrum ind og stjal cykler og knallerter”.

I 1999 blev Giuseppe taget for butikstyveri og fik valget mellem efterskole eller ungdomsfængsel. Han valgte efterskolen, hvor han fandt sit sus igen gennem gymnastikken og senere gennem dansen. Han blev dygtig, optrådte med det og underviste i det. Det sus, Giuseppe fandt gennem dansen, opdagede han, at han også kunne få ved at spille computer:

”Jeg levede mig faktisk ind i det univers, fordi jeg kunne være en anden. Jeg kunne være dén, jeg gerne ville være. Jeg kunne være selvsikker og have selvtillid. Og jeg var også god til det. Det var min måde at abstrahere fra, at jeg havde det dårligt”.

Symptomerne tog til, og Giuseppe måtte droppe ud af flere uddannelser, da han ikke kunne stå op om morgenen, lå i sin seng hele tiden og ikke havde noget energi. Han fik lov til at gennemføre sin HF med 99 % fravær og et ok gennemsnit. Det var også på HF, at han mødte sin nuværende kone. Han fortæller, at hun kunne se igennem alt det, hans hoved gjorde ved ham. Hun så bare ham. Men det gik ned ad bakke for Giuseppe: Skraldet hobede sig op i hans lejlighed, han betalte ikke sine regninger og endte med at have en gæld på 100.000 kr. Hans liv var gået i stå, og han spillede computer hele tiden.

I 2008 krævede Giuseppes kæreste, at han skulle gå til lægen. Hun kunne ikke længere se ham leve på den måde. Han scorede højt på depression og var selvmordstruet. Hans læge mente, at han skulle på psykiatrisk skadestue, men det råd fulgte Giuseppe ikke. Til sidst kunne kæresten ikke mere og gik fra ham, og dér lod Giuseppe sig indlægge. På den uge, Giuseppe var på psykiatrisk skadestue, fik han stillet diagnosen skizoid personlighedsforstyrrelse. Da han endelig havde fået en diagnose og nu vidste, hvad der var galt, tænkte han, at det nok skulle gå. En tirsdag aften følte han, at han kunne høre noget udenfor og kiggede ud ad vinduet og ud på gangen. Men der var ikke nogen:

”Og så slår det mig: Jeg hører stemmer. Og så bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg ringer til min gode kammerat, som kommer. Jeg sidder så og græder i flere timer, fordi åh nej, hvad nu? Hvad skal jeg gøre ved det, og hvordan overlever jeg det? Og jeg tænkte, at nu er mit liv slut”.

Der gik et par uger, og så blev diagnosen ændret til skizofreni. Han genkendte sig selv i symptomerne på sygdommen, og efter den første panik lagde sig, begyndte han at føle et håb, fordi han vidste, at man kunne behandle skizofreni.

Giuseppe fik medicin, og det meste af hans paranoia og følelsen af at kunne høre andres tanker forsvandt. Men hans hallucinationer og stemmer forsvandt ikke. Han prøvede mere medicin, og det resulterede bare i, at han fik bivirkninger, som skulle behandles med mere medicin, og til sidst endte han med at få bivirkningsmedicin mod bivirkningsmedicinen. Han fandt sammen med sin kæreste efter et års pause, da de opdagede, at de ikke kunne undvære hinanden:

”Der valgte hun mig til trods for, at jeg havde fået min diagnose. Der var for meget kærlighed imellem os. Det er lidt en sukkersød historie måske, men hun kæmpede for mig, og jeg kæmpede for hende.”

Efter det gik tiden bare, fortæller Giuseppe, og årene fra 2009 til 2017/2018 kan han nærmest ikke huske noget fra. Efter han fik sin diagnose og var startet i behandling gik tiden så langsomt, at han ikke engang ved, hvad han lavede. Han var på så meget medicin, at han sov 12-16 timer i døgnet. Og de sidste timer, han var vågen, sad han foran computeren eller fjernsynet.

Giuseppe fik førtidspension i 2012. Inden da havde han været på kontanthjælp, arbejdet lidt, været i praktikker osv. Giuseppe blev far for første gang i 2014, og han fortæller, at det er rigtig hårdt, at han har så store huller i hukommelsen fra den tid, og han føler sig som den værste forælder:

”Der er så meget i mit liv, jeg er gået glip af. Samtaler jeg ikke kan huske med min kone. Jeg kan huske, at min søn blev født, men så heller ikke så meget mere. Og det er ikke fordi, at jeg ikke vil, eller jeg ikke synes, at det har været interessant eller noget, men medicin og sygdom blandet sammen gør, at jeg bare ikke husker det”.

Frem til 2017, fortæller Giuseppe, accepterede han bare sin tilværelse og levede ikke livet, men derefter fik han en ”åbenbaring”, hvor hans kone også havde en finger med i spillet. Hun såede nemlig tvivl om, om de kunne være sammen på længere sigt, hvis ikke han vågnede op. Giuseppe tog et aktivt valg om, at der skulle ske en forandring i hans liv. Han fik på eget initiativ en medicinomlægning, og efter et stykke tid begyndte han at blomstre igen. Hans kone var ovenud lykkelig og sagde, at man jo næsten ikke kunne kende ham, og at det var som at have den gamle Giuseppe igen.

Han begyndte at live op, gå uden for døren igen, snakke med mennesker og være meget mere social. Og også opleve, at han havde noget at bidrage med. Til at starte med følte Giuseppe, at det var pinligt at sige, at han var på førtidspension, fordi han havde skizofreni. Men i dag synes han ikke, at der er nogen grund til at pakke det ind, og det er lige før, at han fortæller det med stolthed.

Det skete ret hurtigt efter hans ”åbenbaring”, at Giuseppe tog kontakt til EN AF OS, og han fortæller, at det at være aktiv som ambassadør gjorde, at han blomstrede endnu mere. Han beskriver sin recovery-rejse som en lang, hård kamp. Og fortæller, at det er vigtigt at have et bagland og nogle mennesker, der kan støtte én både i dårlige og gode tider, og den støtte kan f.eks. komme fra en psykiater, en sygeplejerske, EN AF OS eller familiemedlemmer. De kan hjælpe med at skubbe én den rigtige vej:

”For det er ikke en kamp, du kan vinde alene. Min kone hjalp selvfølgelig meget. Men også min bostøtte, som var rigtig god til at skubbe mig og give mig nogle små succeser, som blev til stadig større succeser. Og langsomt så fik jeg faktisk opbygget lidt selvværd og lidt selvtillid i forhold til at leve. Og fandt også ud af, at jeg faktisk var mere værd end bare den der person, der gik hjemme og havde det dårligt. Altså jeg kunne også godt bidrage med ét eller andet, selvom jeg ikke var i ordinært arbejde”.

I 2018 holdt Giuseppe sit første oplæg om at leve med skizofreni og følte, at han godt kunne blive god til det, og at det hjalp andre mennesker. Han har siden da været ude hos fagpersonale, jobcentre, bostøtter m.fl. og holde oplæg:

”Jeg ville gerne få flere mennesker til at indse, at den der stereotyp af én med skizofreni, den er ikke rigtig. Og alt det der med, at mænd ikke snakker lige så meget om deres mentale helbred og sådan noget, det vil jeg gerne bryde ned og få folk til at forstå, at en rigtig mand også taler om det. En rigtig mand græder også, hvis han har brug for det. Så det er det, jeg kæmper for: at hjælpe andre til at forstå det, hvis jeg kan, lige fra læger til efterskoleelever”.

I dag bruger Giuseppe tid på at være far, passe hjemmet, læse, skrive, holde oplæg og dyrke amatørfotografi. Til andre, der kæmper med svære følelser og tanker, siger Giuseppe:

”Tal om det. For hvis det ikke bliver italesat, jamen så går man bare og brænder inde med det, og så bliver det langsomt værre og værre. Og så til sidst kan det ende med, at man faktisk har undertrykt det så længe, at man er så uheldig, at man udvikler symptomer eller ligefrem en alvorlig psykisk sygdom”.