xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Tal om det: Psykiske problemer hos mænd

Tag snakken om psykiske problemer

Mange har svært ved at tale om psykiske problemer, men åbenhed er det første skridt til at få det bedre. Som ven, familiemedlem, kollega eller partner er du derfor en vigtig støtte til at hjælpe din pårørende med at få den rette hjælp.

Når man har psykiske problemer eller får en psykisk lidelse, kan det være svært at dele det med andre. Her er mænd i en større risiko for at trække sig socialt, gå alene med problemerne og ikke få den nødvendige hjælp i tide. Det er der flere forskellige årsager til. En af dem er, at det kan være svært for mænd at finde ud af, at de reelt har et psykisk problem, som kræver hjælp.

Fordomme og tabu kan også betyde, at nogle mænd ikke vil eller kan snakke om tingene, men i stedet går rundt med problemerne alene og trækker sig fra andre. Det kan være, at man føler sig som en belastning for sine nærmeste, eller at man føler sig svag og utilstrækkelig. Det kan også betyde, at mange mænd har svært ved at henvende sig til lægen med de psykiske problemer.

Mange kan have behov for støtte til at søge den nødvendige hjælp. Det kan have stor betydning, hvis du som pårørende tager det første skridt og rækker ud.

Kender du en mand, der er nede i et hul? Find gode råd til at tage det første skridt og hjælpe ham op af hullet herunder.

Gode råd til pårørende

Hjælp med at søge hjælp

Rigtig mange har behov for støtte til at søge hjælp. Tilbyd at hjælpe med at bestille tid hos den praktiserende læge eller psykolog og gå evt. med til aftalen – det er vigtigt at få ham hen til hjælpen. Husk, at du ikke skal være behandler men kan være en vigtig støtte.

Klik her, hvis der er akut brug for hjælp

Vær vedholdende

Vis, at du er interesseret i at hjælpe, og spørg hellere en gang for meget end for lidt. Mænd med psykisk lidelse/problemer kan have brug for nogen, der holder fast.

Tag snakken i et fortroligt rum

Overvej hvor du indleder en snak. Du kan fx spørge, om I skal gå en tur eller sætte jer og få en kop kaffe.

Lyt mere end du spørger

Hold pauser og giv ham plads til at svare – vær ikke bange for stilhed. Hvis han ikke har lyst til at snakke, er det ok, og måske kan han selv have svært ved at sætte ord på sin situation.

Frem for at spørge hvordan det går, så italesæt, hvad du observerer

Du kan fx sige: ”jeg har bemærket, at du trækker dig, og det bekymrer mig”, eller ”du virker ikke, som om du har det godt”.

Bed om lov til at give gode råd

Måske har din ven bare brug for, at du lytter til det, der fylder hos ham. Så spørg gerne, om han vil høre, hvad du tænker. Frem for at forsøge at løse hans problemer, kan du også støtte ham i selv at finde løsninger.

Søg viden og rådgivning

Du kan fx kontakte PsykInfo eller hjælpe din pårørende med at tage kontakt. Her kan I få viden og rådgivning om psykiske lidelser og problemer. Du kan også få rådgivning om, hvordan du kan håndtere det, hvis din pårørende ikke ønsker hjælp.

 

Find kontaktoplysninger til PsykInfo

Erkend at åbenhed kan være nødvendig

Det er ofte en lettelse at få delt med andre, at nogen i din nære omgangskreds eller i din familie slås med psykiske problemer frem for at bære på bekymringer og belastninger alene. Bedre Psykiatri og PsykInfo tilbyder viden og rådgivning til pårørende til mennesker med psykiske lidelser.

 

Find kontaktoplysninger til PsykInfo

Gå til Bedre Psykiatris hjemmeside


Hold fast i håbet

Selvom din pårørende har det meget svært lige nu, kan langt de fleste få det godt igen. Vær tålmodig og spørg, hvad der er brug for. Du kan holde fast i og bemærke det, der fungerer godt.

Mænd fortæller, hvordan man kan tale åbent om psykiske problemer

I videoerne taler tre EN AF OS-ambassadører med deres venner om barrierer for at tale om det svære, men også om de gode veje til at række ud og tage snakken om psykiske problemer. 

Søren og Morten

De to venner taler om, hvordan de bruger gåture til at skabe et fortroligt rum, hvor de taler om det, der fylder hos dem begge. Søren fortæller, hvor stor betydning deres venskab og snakke har for hans selvværd og vej til at få det bedre.

Jef og John

De to venner taler om, hvorfor det kan være svært for mænd at tale om psykiske  problemer. De deler også deres gode erfaringer med at være der for venner, der har det svært, og hvad der kan være en hjælp og støtte for den, der har psykiske problemer.

Kasper og Kenneth

De to venner og tidligere kollegaer i politiet taler om, hvordan de har snakket om psykiske problemer på trods af at have været i et miljø, hvor man ikke talte om det svære. De deler også deres erfaringer med, hvor vigtigt det er at være lyttende og opmærksom på hinanden.

Tegn på psykisk lidelse hos mænd

Det er vigtigt at huske, at det at have en psykisk lidelse kan opleves meget forskelligt, uanset hvilket køn man har. Man skal derfor altid huske at se det enkelte menneske.

Der kan dog være særlige reaktionsmønstre på psykisk lidelse, som optræder hyppigere hos mænd og som ofte overses. Nogle mænd får en kortere lunte, bliver vrede og trækker sig måske socialt fra sine omgivelser. Nogle får lyst til at stikke af eller begrave sig i arbejde, computerspil eller andet, og bliver fraværende for sine nærmeste.


Baggrund for kampagnen

Flere mænd har fx kontakt til psykiatrisk skadestue, 2-3 gange flere mænd tager deres eget liv og flere mænd er ensomme og har rusmiddelafhængighed. Det tyder på, at mænds psykiske problemer ikke opdages, inden de udvikler sig til alvorlige psykiske lidelser, samtidig med, at risikoen for eksklusion er stor. Kampagnen skal være med til at nedbryde nogle af de barrierer, der kan stå i vejen for, at mænd tager fat i hinanden, når de har en ven, en bror eller en kollega, der har det psykisk dårligt. De pårørende kan nemlig være en vigtig støtte ved fx at hjælpe med at søge hjælp.