Case: Lav en organisering, der understøtter en tværfaglig indsats
I Aalborg Kommune har man lavet en kommunal organisering, der understøtter gode synergier og en bred forankring af Fælles om ungelivet. Målet er at sikre ejerskab samt meningsfuldt tværfagligt samarbejde på tværs af forvaltninger, indsatser og sektorer.
I Aalborg Kommune har man helt fra begyndelsen været optaget af italesættelsen af Fælles om ungelivet som en indsats, der vedrører hele ungelivet og ikke noget, der begrænser sig til den forvaltning, der arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse i Aalborg Kommune. Det afspejles også i den kommunale organisering, og erfaringen er, at det sikrer samarbejde, videndeling, koordination, udvikling og fremdrift i programmet.
I Aalborg Kommune ligger ejerskabet af Fælles om ungelivet i kommunens forvaltning ”Sundhed og Kultur”, men forvaltningerne ”Job og Velfærd” og ”Børn og Unge” er også en del af den kommunale organisering af programmet. Der er nedsat en operationel styregruppe på tværs af de tre forvaltninger, som sætter retning og beslutter, hvordan midlerne i programmet skal udmøntes. Derudover er Fælles om ungelivet forankret på tværs af de tre forvaltninger gennem direktørgruppen i ”Chefgruppen Sundhed”, som minimum en gang om året mødes og drøfter status, resultater og fremdrift i programmet.
I Aalborg Kommune har man valgt at ansætte en dedikeret programleder, der står for den tværfaglige koordinering af Fælles om ungelivet i kommunen. Programlederen er forankret i Sundhedsstrategisk Sekretariat i ”Sundhed og Kultur” og har som primær opgave at sætte gang i de aktiviteter, der skal styrke de beskyttende faktorer. Programlederen har desuden ansvaret for samarbejdet med Sundhedsstyrelsen og de øvrige kommuner i Fælles om ungelivet.