Case: Involver forskellige fagligheder i dataanalysen
Det kvalificerer både analysen af data og den efterfølgende formidling, når forskellige fagligheder involveres tidligt i analysefasen. Det er erfaringen i Gentofte Kommune, der hvert år holder flere analyseworkshops i kølvandet på ungeprofilundersøgelsen.
Hvert år afholder Gentofte Kommune analyseworkshops, hvor både koordineringsgruppen, der er en del af den lokale organisering af Fælles om ungelivet i Gentofte Kommune, samt andre relevante fagfolk deltager. Formålet er at skærpe og udvide tolkningen af data gennem input fra forskellige fagområder, skabe fælles forståelse i analysen af ungeprofilundersøgelsen og styrke det tværgående samarbejde omkring data. Analysearbejdet foregår på tre workshops umiddelbart efter, ungeprofilundersøgelsen er afsluttet på folkeskoler og ungdomsuddannelser. På den første workshop fokuseres der på data for hele kommunen, mens de efterfølgende workshops fokuserer på specifikke data fra folkeskoler og ungdomsuddannelser.
Erfaringen i Gentofte Kommune er, at de fagfolk, der deltager i analyseworkshops, hver især bidrager med faglig og lokal indsigt, hvilket hjælper med at nuancere og sætte dataanalysen i kontekst. Fx kan de identificere risikofaktorer eller forklare lokale forskelle, som påvirker kommunens overordnede resultater.
Ungeprofilundersøgelsen er en omfattende undersøgelse med mange tematikker, og for at effektivisere arbejdsgangen og kvalificere analysen er de forskellige temaer fordelt mellem de deltagende faggrupper, som så har et særligt ansvar for den del af analysen, der vedrører deres område. På den måde har den enkelte fagperson mulighed for at sætte sig grundigt ind i den specifikke data, han/hun har ansvaret for.