Case: Lav en organisering, der sikrer intern forankring og ekstern trækkraft
I Odder har man formået at lave en organisering, der sikrer det nødvendige ejerskab på alle niveauer – fra det højeste politiske og administrative niveau i kommunen til ildsjæle i lokalsamfundet.
I etableringsfasen af Fælles om ungelivet havde man i Odder Kommune overvejelser omkring, hvorvidt der skulle ansættes en dedikeret programmedarbejder til at drive opgaverne, eller om trækkraften primært skulle komme fra de etablerede driftsenheder, udvalg og råd. Dilemmaet kom bl.a. til udtryk i en større debat om, hvorvidt programmet skulle integreres internt i organisationen som et "enzym", eller om det skulle være en selvstændig enhed med fuld fokus på indsatsen.
Odder Kommune valgte en hybrid løsning. Programmet blev primært integreret som et enzym i organisationen, men med en vigtig tilføjelse: Ansættelsen af en programmedarbejder 30 timer om ugen. Ejerskabet er i dag forankret på direktør- og chefniveau og knyttet tæt til flere politiske udvalg, mens engagering og involvering af den kommunale organisation og lokalsamfundet varetages af konsulenter, der sidder i forskellige afdelinger i kommunen. Trækkraften er endvidere styrket via et samarbejde med ungdomsskolens organisation samt ansættelse af en programleder fra SSP syv timer om ugen.
Den strategiske beslutning om organisering har vist sig at blive helt afgørende for Fælles om ungelivets udvikling og implementering i Odder. Ved at forankre og skabe ejerskab på alle niveauer er man i Odder lykkedes med at få et helt samfund til at tage ansvar for at skabe rammerne om et godt ungeliv – lige fra den øverste politiske og administrative ledelse i kommunen til grundskoler, uddannelsesinstitutioner, foreningsliv, erhvervsliv, forældre og de unge selv.