xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Fremtidens speciallæger skal rustes til en ny virkelighed

Nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen sætter retning for, hvordan den lægelige videreuddannelse kan ændres, så speciallæger opnår bredere kompetencer for at kunne imødekomme de behov, som befolkningen vil have de næste tyve år.

23 MAJ 2024

Flere mennesker lever i dag længere med sygdomme og følgerne heraf. De seneste årtiers positive udvikling i behandling af blandt andet hjertesygdom, kræft, diabetes og lidelser i bevægelsesapparatet har betydet, at mange patienter lever længere. Det er positivt, men det stiller krav til speciallægernes faglige udvikling.

Derfor er der behov for at modernisere lægernes videreuddannelse, så fremtidens speciallæger har de rette kompetencer til at løse opgaver i et sundhedsvæsen, der hele tiden udvikler sig.

”Sundhedsvæsenet står over for en række udfordringer, der stiller særlige krav til, hvad kommende speciallæger skal kunne for at møde patienternes behov. Dygtige sundhedspersoner, herunder speciallæger, er centrale for et velfungerende sundhedsvæsen,” siger enhedschef Claus Malta Nielsen og uddyber:

”Derfor er omdrejningspunktet i de nye anbefalinger, hvordan den lægelige videreuddannelse kan ændres, så kommende speciallæger har tilstrækkelig faglig bredde til at kunne arbejde mere alsidigt og forholde sig en stor del af patienternes problemstillinger der knytter sig til multisygdom nu og i fremtiden.”

Stor interesse for de nye anbefalinger

Rapporten med anbefalinger til ændringer af den lægelige videreuddannelse har været i bred offentlig høring, hos blandt andet patientforeninger, faglige organisationer, specialeselskaber, regioner og kommuner.

”Vi kan konkludere, at der er bred enighed omkring de udfordringer som sundhedsvæsenet står overfor, og behovet for at ændre den lægelige videreuddannelse. Der er stor interesse for de nye anbefalinger og det videre arbejde med implementering,” siger Claus Malta Nielsen.

Rapporten med anbefalinger til fremtidens lægelige videreuddannelse kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside:

Fremtidens speciallæge - ændring af den lægelige videreuddannelse

Rapporten er første skridt i arbejdet med at ændre retningen i speciallægeuddannelsen. Næste skridt bliver at implementere det på uddannelserne, og her vil Sundhedsstyrelsen snarest tage kontakt til aktørerne for at planlægge den videre proces.