Ni ud af ti takker ja til HPV-vaccination
På søndag er det World Cancer Day og i den forbindelse lancerer Sundhedsstyrelsen en oplysningskampagne, der skal minde forældre om at bestille tid, hvis de ønsker, at deres barn skal vaccineres mod HPV.
HPV-vaccination, der har været en del af børnevaccinationsprogrammet siden 2009, forebygger flere forskellige kræftformer, blandt andet livmoderhalskræft og analkræft. Derfor glæder Sundhedsstyrelsen sig over, at næsten 9 ud af 10 på en årgang takker ja til tilbuddet om HPV-vaccination. Kampagnen skal være med til at fastholde den store tilslutning til HPV-vaccinationen ved at minde forældre om at bestille tid til at få deres barn vaccineret.
”Vi ser en rigtig stor tilslutning til HPV-vaccination, og det er vi glade for. Vaccinationen bidrager nemlig til, at vi nu ser færre og færre tilfælde af livmoderhalskræft. Det forventer vi er en effekt af vaccinationsprogrammet,” fortæller læge Ida Glode Helmuth og uddyber:
”De sidste ti år er antallet af tilfælde med livmoderhalskræft faldet med 25 procent. I takt med at de vaccinerede generationer vokser op, forventer vi at se endnu færre tilfælde. Når piger bliver vaccineret mod HPV, er de nemlig beskyttet mod næsten 9 ud af 10 tilfælde af livmoderhalskræft.”
HPV-vaccination anbefales både til piger og drenge
Mens de fleste ved, at HPV kan lede til livmoderhalskræft, er det mindre kendt, at virusset også kan forårsage andre former for kræft. Derfor tilbydes vaccination i dag både til drenge og piger.
”Udover at forebygge livmoderhalskræft beskytter HPV-vaccination også mod analkræft og kønsvorter, som kan ramme alle. Derfor er det glædeligt at se, at så mange drenge også takker ja til vaccinationen, fordi det betyder, at også de får den nødvendige beskyttelse," fortæller Ida Glode Helmuth og tilføjer, at man som vaccineret også er med til at mindske videresmitte med HPV.
Værd at vide om HPV-vaccination
- Vi anbefaler, at dit barn bliver vaccineret, når det fylder 12 år. Tilbuddet om gratis vaccination gælder, indtil barnet fylder 18 år.
- HPV-vaccination er mest effektiv, hvis den bliver givet før seksuel debut. Derfor anbefaler vi, at børn bliver vaccineret, når de fylder 12 år, så man er sikker på, at de er beskyttet i god tid inden seksuel debut.
- Du skal selv bestille tid til dit barns vaccination hos jeres egen praktiserende læge. To uger før den anbefalede vaccinationsalder får forældre en påmindelse i Digital Post om at huske at bestille tid. Hvis barnet ikke er blevet vaccineret på det anbefalede tidspunkt, får man desuden en påmindelse en måned senere.
- Fordi HPV-vaccination ikke beskytter mod samtlige typer af HPV, er det vigtigt fortsat at følge screeningsprogrammet for livmoderhalskræft.