xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sover mobilen sammen med dit barn?

Mobilen skal ud af soveværelset, hvis børn og unge skal have en god nattesøvn. Det er budskabet i en ny kampagne fra Sundhedsstyrelsen.

24 JAN 2024

Søvn har stor betydning for børn og unges trivsel og for, at de er klar til de udfordringer, de møder i hverdagen. Hvis de ikke får den søvn, de har brug for, bliver hjerne og krop ikke ladet ordentligt op. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at der bliver mindre overskud til at koncentrere sig i skolen og håndtere de udfordringer, de møder i hverdagen.

”Hvert tredje barn i 7. klasse får deres søvn forstyrret af mobilen, fordi de bruger skærm, når de burde sove, og i 9. klasse er det over halvdelen, der ikke får den søvn, de har brug for på grund af mobilen. Derfor vil vi gerne opfordre til, at skærmene kommer ud af soveværelserne, så der er rum til en god nats søvn,” siger sektionsleder Maja Bæksgaard Jørgensen. 

Forældrene er selv rollemodeller for, hvordan deres børn kan bruge mobilen. Derfor kan de hjælpe med at sætte nogle klare rammer, for at mobilen ikke skal bruges, efter der er sagt godnat, og derfor sørge for at mobilen ikke sover sammen med deres børn.

”Jo tidligere forældrene starter med at skabe gode digitale vaner for deres børn om aftenen, desto mere naturligt vil det være for dem, når de bliver ældre. Det giver også plads for andre aftenritualer, der kan give en god nats søvn. For nogle kan det for eksempel være en god idé at læse en bog eller lytte til musik, mens andre børn har brug for en hyggelig snak for at slutte dagen på en god måde,” siger Maja Bæksgaard Jørgensen.

I kampagnen fra Sundhedsstyrelsen konkurrerer et monster, der tidligere ville have forstyrret søvnen, med mobilen. Uanset hvilket monster der forstyrrer, er det vigtigt, at børn får deres søvn. Hvis det er mobilen, er en af metoderne at holde den ude af soveværelse, når barnet skal sove.

Gode råd til, hvordan man kan sætte rammer for skærmbrugen op til sengetid:

  • Undgå, at telefonen er i børneværelset om natten. Aftal i stedet et sted i hjemmet, hvor alle telefoner parkeres og sættes på lydløs
  • Brug et vækkeur i stedet for en mobil
  • Lav en aftale med de andre forældre i klassen fx på forældremøder om, hvornår der lukkes ned for (gamer)computer og telefon om aftenen
  • Sæt et godt eksempel: Læg din mobil fra dig om aftenen og hold den ude af soveværelset.

Læs mere om søvn og gode skærmvaner på:

 

sst.dk/skærmmonster