xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Workshop om værdighed: Perspektiver, værdighedspolitik og praksis

Brug en workshop som anledning til at sætte gang i en fælles refleksion hos jer samtidig med, at I får viden om værdighed i ældreplejen. Workshoppen er faciliteret af en af vores eksperter.

Er I en privat eller kommunal plejeenhed, en kommunalbestyrelse eller tilhører I den kommunale forvaltning, kan I med dette tilbud få en af videnscentrets eksperter til at komme og afholde en workshop hos jer med fokus på værdighed. Workshoppen kan bruges i forbindelse med et udviklingsprojekt eller en -proces hos jer, eller som et led i det løbende arbejde med værdighed. Workshoppen kan også bruges som en form for borgerseminar.

Indhold og tilrettelæggelse

Workshoppen varer som udgangspunkt 3,5 time inkl. pauser og består af en blanding af oplæg om værdighed, refleksion og drøftelser i grupper og i plenum. Vi tilrettelægger indholdet, men målretter det, så det passer til jer og den gældende værdighedspolitik.

Workshoppen kan afholdes selvstændigt eller i sammenhæng med videnscentrets faglige inspirationsoplæg.

Vælg en af de tre nedenstående muligheder:

Workshop rettet mod medarbejdere i ældreplejen
Medarbejderne får viden om forskellige perspektiver på værdighed og redskaber til at identificere muligheder for at styrke værdigheden i deres egen praksis. Det overordnede mål er at oversætte værdighedspolitikken til konkret faglig praksis.

Workshop rettet mod det politiske eller strategiske lag i kommunen
Deltagerne får viden om forskellige perspektiver på værdighed og anledning til fælles refleksioner i forbindelse med det strategiske arbejde – eller til arbejdet med visionerne for kommunens værdighedspolitik.

Workshop rettet mod borgere/pårørende
Som et led i at styrke arbejdet med værdighed i kommunen kan workshoppen bruges som en slags borgerseminar, hvor I inddrager borgere og pårørende i dialog om værdighed i ældreplejen eller lignende som et input til arbejdet med kommunens værdighedspolitik.

Krav til deltagere

Vi forventer, at I er 20 - 100 deltagere, og at ledelsen er repræsenteret ved mindst to ledere.

Sådan søger I

Er du interesseret i at booke os til en workshop, skal du bruge kontaktformularen nedenfor. Her gør du kort rede for, i hvilken sammenhæng workshoppen skal indgå. Vi ringer jer herefter op med henblik på gensidig forventningsafstemning. 


Send den udfyldte kontaktformular til: 
vaerdighed@sst.dk.

Vi behandler henvendelser, efterhånden som vi modtager dem. Vi prioriterer henvendelser fra jer, der netop har gennemgået et af vores korte rådgivningsforløb, eller som har fået påbud fra Ældretilsynet ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Derudover prioriteres førstegangshenvendelser.

Ved mange henvendelser kan der forekomme ventetid. Dette vil I blive informeret om, hvis det er aktuelt.

 
Opdateret 24 FEB 2023