Savnet efter åbenhed

Skrevet af Lisette Houmann Jakobsen

Da Helle var 8 år, blev hendes mor syg og lå i sengen 5 år frem. Først som voksen fandt hun ud af, at det var en psykisk lidelse, moren havde haft. I dag har Helle angst, og hun føler, at hendes mors sygdom har påvirket hendes eget liv meget. Og at det ikke var blevet samme belastning for hende, hvis hun dengang var blevet inddraget som pårørende.
Helle møder mig med et varmt smil i døren til den villa, hvor hun bor med sin mand. Gennem store panoramavinduer har de en smuk udsigt til havet og til efterårets farver i haven. Helle rækker mig et krus te med en rolig hånd, sætter sig over for mig og kigger mig i øjnene. Hvis jeg ikke vidste det i forvejen, ville jeg ikke have gættet på, at hun havde en angstlidelse. Men hun fortæller mig, at den lurer lige under overfladen:

"Og det er meget sjovt, fordi folk de kan jo ikke se det på én. Det er jo dét, der er så mærkeligt, ikke? At jeg f.eks. kan sidde og tale med folk og have mega angst. Det har folk meget svært ved at forstå. Der er jo mange, der har det der billede af, at så skal man kunne se det på folk, hvis de virkelig har det psykisk dårligt."

Helle griner. Hun har en perlende latter. Derudover er hun 57 år samt uddannet yogalærer og socialrådgiver. Angsten har været en følgesvend siden Helle var i slutningen af 20’erne, og hun ved godt, hvorfor hun fik den. Grunden blev ifølge Helle lagt næsten 50 år forinden, og det er dét, jeg er her for at tale med Helle om: hendes oplevelse af som barn at have været pårørende til forældre med psykisk sygdom.

Faren var overlæge og forsker på et psykiatrisk hospital og var meget fraværende hjemme. Moren var uddannet sygeplejerske, men stoppede med at arbejde for at passe de 5 søskende, hvoraf Helle var den næstyngste. Da Helle var 8 år gammel, skete der nogle traumatiske hændelser i hjemmet i form af sammenstød mellem de ældre brødre og forældrene, hvilket ifølge Helle har været medvirkende til, at moren fik en belastningsreaktion eller depression. Helle ved ikke præcis, hvad moren ville have fået af diagnose, for som hun fortæller:

"Jeg tror egentlig bare, at man mest fokuserede på, at det var fysisk. Lige pludselig så lå hun i sengen, og der lå hun så i 5 år uden at kunne ret meget. Så det var egentlig mere det fysiske, vi tænkte på, da vi var børn: vi måtte ikke larme, da hun ofte fik hovedpine, og når vi havde nogle klassekammerater med hjem, så skulle vi gå ned i kælderen. Så det var meget sådan noget med at gå på nåle og tage hensyn til, hvordan ens mor havde det."
 
Nu ved Helle, at morens symptomer lignede det, der i dag ville kunne diagnosticeres som PTSD. Moren blev ikke hjulpet med den psykiske lidelse, kom ikke i terapi eller blev indlagt for at få en ordentlig behandling, fortæller Helle. I de 5 år, moren var syg, fløj den sidste af de ældre søskende fra reden, og som eneste datter i huset følte Helle et stort ansvar. Hun lavede derfor meget i husholdningen, bl.a. kom hun op med en bakke med mad til moren om eftermiddagen, gjorde klar til aftensmad og lavede meget havearbejde, da de havde en stor villa. Helle gjorde dét, hun kunne, for som hun siger: Jeg ville jo rigtig gerne gøre, at min mor havde det godt. I dag har hun indset, at det var alt for stort et ansvar at lægge på et barn.

Moren kunne ikke klare at være alene, og når Helles far var i Sverige for at tjene ekstra penge som læge, skulle Helle sørge for, at hun altid var hjemme om natten, for moren turde ikke sove alene:

"Så var der en nat, hvor jeg først var kommet meget sent hjem, og der var det lige før, at hun ikke lukkede mig ind, for hun var simpelthen så vred på mig, at jeg ikke var kommet hjem. Så det kunne jeg godt mærke, så følte jeg det nærmest som om, at det var mig, der havde ansvaret for, at hun ikke kunne være alene. Og det har jeg så selv også fået, at jeg har meget svært ved at være alene. Og den kan jeg så tydeligt se, at den er smittet af, om man så må sige, fra min mor, at hun havde det på den måde."

Det var nogle meget ambivalente følelser, Helle havde. Hun elskede sin mor, men syntes samtidig, at hun var striks, fordi børnene ikke måtte larme. Det havde Helle svært ved at acceptere. Hun var også meget ked af, at hendes mor ikke kunne komme med, når hun skulle til ballet eller til forældremøder, for de andre børns mødre var der. Og Helle syntes, at hendes mor var så pæn og ville gerne vise hende frem. Helle var også påvirket af, at der ikke var nogen forklaring på, hvorfor hendes mor havde det sådan. Det var jo underligt, at hun bare lå i sengen, når de andres mødre ikke gjorde.

"Jeg kunne godt mærke, at der var nogle ting, som ikke var lige så ”normale”, i gåseøjne. Der var mange hensyn, der skulle tages. Og det var sådan med til at skabe en vis form for oversensitivitet og utryghed, kunne jeg helt klart mærke, ikke? Plus min lillebror, han kom i plejefamilie og en anden bror kom på en institution, så de blev tilknyttet børneværnet. Men der var ikke rigtig nogen, der talte med os børn om det. Så meget af det var sådanne gætterier fra os børns side. Det, tror jeg, har påvirket mig rigtig meget."

Der var heller ingen information at hente om psykisk sygdom fra skolens side på trods af, at det var i 70’erne, og der var nogle frigjorte lærere ansat. Men psykiske problemer talte man ikke om. Helle fortalte det heller ikke til nogen af kammeraterne i skolen:

"Nej, det gjorde jeg ikke, for det var flovt. Så jeg ville helst også være hjemme hos de andre, jeg kunne ikke lide, når de skulle komme hjem til os. Fordi hos dem kunne jeg sådan mere være mig selv, der behøvede jeg ikke hele tiden at skulle være bange for, at vi larmede lidt for meget, eller noget der kunne genere min mor. Jeg forklarede det ikke til de andre børn. Det er sådan noget, som man nok som barn lærer at manøvrere i, at du prøver på at glatte ud så meget, du kan, og undgå dét, du synes, der gør dig flov. Det tror jeg, at børn har sådan et medfødt instinkt for, så jeg husker ikke, at jeg overhovedet nævnte det over for mine klassekammerater eller veninder eller noget som helst. Det var slet ikke noget."

I skolen følte Helle sig anderledes end de andre grundet den sårbarhed, hun havde. Hvis nogle af børnene drillede lidt, tog hun det meget nær.

Hun følte sig meget alene med dét, der skete derhjemme.

Efter 5 år fik moren det bedre. Det var ligesom om, at hendes belastningsreaktion ”klingede af” på en måde, fortæller Helle, og hun genoptog sit arbejde som sygeplejerske. Men Helles oplevelse af at have en forælder med psykisk sygdom stoppede ikke der.

Som 15/16-årig var Helle på ferie med sin lillebror, mor og far for at besøge søsteren. På rejsen begyndte deres far at opføre sig meget mærkeligt, og det viste sig, at han var blevet psykotisk. Han blev indlagt, da han kom hjem – på et andet hospital end dét, han selv arbejdede på. Her fik han elektrochok. Helle og lillebroren var ovre at besøge ham én gang, hvor han havde fået det bedre. Han kom hjem og fik et andet arbejde i de sidste år, han var på arbejdsmarkedet. Det var en voldsom episode for Helle at være vidne til, og den satte sine spor. Som hun forklarer:

"Det er jo klart, det ligger et eller andet sted i din krop og din sjæl, at du oplever din far på den måde."
 
Helle vurderer, at havde nogen hjulpet hende med at forstå og bearbejde oplevelsen, havde den ikke bidt sig så godt fast og fået så stor betydning for, at hun blev yderligere sårbar efterfølgende. Men ligesom det var tilfældet med morens sygdom, var der ingen, der snakkede med børnene om det på hospitalet, hverken læger eller andet sundhedspersonale. På samme facon som da moren havde været syg, stod Helle igen tilbage uden svar og med en følelse af at være helt alene med det. De 5 søskende talte heller ikke indbyrdes om deres fars episode, ligesom de heller ikke havde talt om deres mors sygdom. Helle hørte diagnosen ”psykose”, men det var alt, de fik fortalt på hospitalet.

"Det var ligesom om, at der var en anden én, som havde overtaget ham på én eller anden måde. Det er uhyggeligt at se ens forældre på den måde. Som jo er dem, som på en eller anden måde skal være ens omsorgsperson. Altså dem, hvor man skal have den der tryghed i forhold til. Men det kunne man måske også godt have fået, hvis igen der så havde været fulgt op på, hvad det her, det var for noget, og at det var okay, og at ens far ikke var helt mærkelig bagefter. At nu var han kommet over det."

Som Helle også nævner, var det i begyndelsen af 80’erne, hvor man heller ikke kunne gå på nettet og google sig frem til et muligt svar. Det ville ellers have været en hjælp, da hun var overladt til sig selv i forsøget på at finde en mening med hændelsen. Over 10 år senere var det netop ved egen hjælp – og et rent lykketræf – at Helle fandt ud af, hvordan de symptomer, hun mærkede, var symptomer på angst. Hvis ikke hun havde læst om angst i en af studiebøgerne på sygeplejerstudiet, havde Helle ikke vidst, hvad de voldsomme fornemmelser i kroppen betød.

Helle måtte droppe ud af sygeplejerstudiet, da hun var sidst i 20’erne, for som hun siger: "Jeg er simpelthen for sensitiv til at tage det ansvar der." Hun uddannede sig i stedet til socialrådgiver og startede med at arbejde på et alkoholambulatorium. Men det blev for meget for Helle på et tidspunkt, hvor ambulatoriet også begyndte at modtage stofmisbrugere. Igennem årene har hun været i mange forskellige behandlingsforløb, terapi og gruppeterapi, men angsten er vedholdende.

"Så jeg har hele tiden skulle manøvrere i, at jeg altid har haft det svært med at have for stort et ansvar, altså så går jeg i panik og får angst, og det tænker jeg helt klart har været en del af dét, at jeg har haft det ansvar som barn og ung voksen. At du hele tiden har haft den dér, din mor og selvfølgelig også lidt din far… at du er vokset op med at være meget på i forhold til at tage hensyn og til at hele tiden at sørge for, at dine forældre har det godt."
 
Helle endte med at få et fleksjob. Hun havde generelt fortalt meget lidt til sin omgangskreds omkring angsten. Da hun var sidst i 40’erne, sagde hun for første gang til kollegaer på en arbejdsplads, at hun havde angst. Hun opdagede, at dét at have en diagnose faktisk godt kunne bruges positivt: at det godt kunne være sådan en kvalifikation i at beskæftige sig med f.eks. psykiatrien. At du sådan indefra selv havde det perspektiv på, hvad der skal til for at få et godt liv. Hun har derfor bl.a. arbejdet som konsulent inden for psykiatriområdet, hvor hun er medforfatter på en fagudgivelse om inddragelse af pårørende i psykiatrien.

Hun er dog klar over, at hun har betalt en pris for sin indsigt i at være pårørende:

"Man kan sige, alt det her, altså den måde, jeg sådan er vokset op på og mit liv og min uddannelse og også mit arbejdsliv og mit sociale liv og min tilknytning til andre mennesker: det liv er blevet påvirket af, at jeg voksede op med en forælder, som havde en psykisk lidelse. At man ikke har talt om det… Hvis det her var noget, jeg havde kunne sætte ord på sammen med nogen, så er jeg ikke sikker på, at jeg sådan havde haft den der med, at jeg har svært ved at tage ansvar. Hvis der havde været nogen, der havde fulgt lidt op på én og talt med én om, hvordan man egentlig havde det."

I dag er Helle glad for, at hun er begyndt at kunne tale om de oplevelser, hun havde som barn, og hun kan også se de positive sider ved den sårbarhed, hun bærer rundt på. Hun fortæller, hvordan den også kan være en styrke. F.eks. gør den, at hun er i stand til at mærke sine egne grænser og derved passe på sig selv, og at hun kan bruge sine erfaringer til at hjælpe andre i lignende situationer:

"Det, som er mit kald her i livet, det er så måske at give noget af det videre, som jeg har oplevet. Nogle af de erfaringer, du selv har, hvis der er nogen, der kan bruge dem. Jeg føler ikke, at jeg er færdig med at bidrage til noget her i livet, at gøre en forskel for nogle mennesker."

Det virker som et godt sted at slutte interviewet. Helle sender mig endnu et af sine varme smil, og jeg takker hende for den åbenhed, hun har udvist. Den samme åbenhed, som 8-årige Helle savnede.

Læs mere om pårørende og få fakta og gode råd