Fagpersoner på jobcentre
Al erfaring og udenlandske undersøgelser samt statistikker viser, at mange, som er eller har været berørte af psykisk sygdom, kan have et lavere selvværd og ekstra bekymring i forhold til arbejdsmarkedet. Dette kan komme til udtryk som selvstigmatisering. Mødet med jobcenteret har derfor stor betydning for, hvordan man kan skabe tillid og mod på samarbejde og nye udfordringer. I disse processer er jobcentermedarbejdere og -konsulenter centrale aktører og holdningsbærere i det konkrete møde. På denne side har vi samlet inspiration og redskaber til, hvordan du bedst muligt møder borgerne med psykiske lidelser og skaber en god dialog – samt arbejder med selvstigmatiseringen.
Illustration af Frits Ahlefeldt
Det gode møde med systemet har stor betydning
Psykisk sygdom er en hyppig årsag til, at mennesker må forlade eller aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet. For de fleste er psykisk lidelse forbigående. For andre er der tale om længerevarende eller tilbagevendende problemer. Fælles for mange mennesker er dog, at det kan opleves som en krise at stå uden for arbejdsmarkedet. Det er uanset, om det er kort- eller langvarigt.
Megen erfaring fra både danske og udenlandske undersøgelser og statistikker viser, at personer, som rammes af psykiske lidelser, er en særligt udsat gruppe i forhold til risikoen for eksklusion fra arbejdslivet. Mange, som er eller har været berørte af psykisk sygdom, kan også have et lavere selvværd og ekstra bekymring i forhold på arbejdsmarkedet. Derfor betyder selve mødet med systemet meget for at skabe tillid og mod på samarbejde og nye udfordringer.
Beskæftigelsesgraden er således markant lavere for borgere med psykiske lidelser end for personer med f.eks. fysiske funktionsvanskeligheder.
Tilknytningen til arbejdsmarkedet er afhængig af en række rammevilkår, men vi har i dag langt mere viden om, at mange kan komme sig af psykiske sygdomme eller få det så godt, at de kan fungere i arbejdslivet, når arbejdspladsen ved behov er villig til at foretage rimelige tilpasninger.
Læs mere om psykisk lidelse på arbejdspladsen
Dialogkort – redskab til refleksion over kultur og sprog i jobcenteret
Mødet med andre mennesker i hverdagen spiller en stor rolle for vores holdninger, vores adfærd og måder at tiltale og omtale andre. Usikkerhed og manglende viden om psykiske lidelser kan fremme og vedligeholde myter og fordomme, som også kan påvirke de situationer, hvor vi varetager professionelle opgaver i forhold til borgere i udsatte positioner.
Vi har derfor udviklet Dialogkort til jobcentre, der giver mulighed for en fælles refleksion over klassiske situationer og udfordringer i hverdagen og kan øge opmærksomheden på, hvordan holdninger og adfærd utilsigtet og tilsigtet påvirker kulturen og tonen i jobcentret. De kan bruges på et kursus, et personalemøde eller lignende.
Læs om Dialogkort til Jobcentre her
Personlig historie og selvstigma - om at udvikle sin personlige historie og selvstigma
Personlig historie og selvstigma – jobcenter er et materiale, vi har udviklet til jobcentrene. For de fleste mennesker opleves det som en krise at stå uden for arbejdsmarkedet. Dette er uanset, om det er kort- eller langvarigt. Som mennesker har vi forskellige forudsætninger for at håndtere modgang og kriser i vores liv, og det kan spille en rolle i forhold til, hvordan man kan modvirke selvstigmatisering.
I denne sammenhæng arbejder vi med den form for selvstigmatisering, der kan følge af fordomme og myter, som vi møder i omgivelserne, og som vi kan komme til at tage på os. Når man accepterer samfundets negative og stigmatiserende holdninger som sande, afføder det som regel negative følelser om én selv. Det kan resultere i mindre håb, lavere selvværd, selvusikkerhed og en tendens til i højere grad at undgå social kontakt. For eksempel viste en diskriminationsundersøgelse foretaget for Landsindsatsen EN AF OS, at jo mere det at have en psykisk sygdom fyldte i deltagernes selvopfattelse, jo mere diskrimination og selvstigmatisering oplevede de. Da selvstigmatisering også kan være en hindring for at finde sin plads på arbejdsmarkedet, er det et vigtigt område at være fokuseret på i borgerens kontakt med jobcentret.
Når borgeren bliver bevidst om samfundets stigmatisering, skaber det forudsætninger for at modarbejde selvstigmatisering. Formålet med dette materiale er derfor at hjælpe personer, som lever med forskellige former for livskriser fx psykisk sygdom, til at lære at blive opmærksomme på og i stand til at håndtere selvstigmatisering.
Materialet er udviklet som et gruppebaseret forløb af tyve sessioner med en instruktør. Vi anbefaler, at materialet bruges i et gruppeforløb, men det kan også være udgangspunkt for refleksion om selvstigmatisering på egen hånd enten som fagperson eller borger.
Gå til materialet Personlig historie og selvstigma – jobcenter