Case: Engager foreningerne i studiestart
I september 2023 deltog mere end 4000 studerende fra både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser i ”Try Out”, der skal introducere byens unge til foreningslivet.
”Try Out” i Aalborg kommune er et eksempel på et frugtbart samarbejde, der arbejder ind i en målsætning om at få flere unge til at blive og forblive foreningsaktive. Initiativet går ud på, at studerende på både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser over en periode på 12 uger i forbindelse med studiestart får mulighed for at afprøve forskellige aktiviteter i Aalborgs mangfoldige foreningsliv.
”Try Out” tilbyder mere end 100 forskellige gratis aktiviteter, som unge studerende kan tilmelde sig. Derudover har de studerende mulighed for at tilmelde sig aktiviteten ”Lær din by at kende”, hvor bl.a. nytilflyttede studerende og gymnasielever fra oplandet får mulighed for at blive introduceret til foreningslivet i Aalborg gennem fællesarrangementer med medstuderende, der også ofte inkluderer fællesspisning og andre sociale arrangementer. ”Try Out” er på den måde ikke bare med til at integrere de studerende i lokalsamfundet, indsatsen giver også foreningerne en unik mulighed for at komme i kontakt med en målgruppe, der ellers kan være svær at få fat i.
”Try Out” er baseret på et stærkt samarbejde mellem både foreninger, uddannelsesinstitutioner og Aalborg Kommune. Selvom ”Try Out” ikke udspringer direkte af Fælles om ungelivet, spiller programlederen i Fælles om ungelivet i Aalborg Kommune alligevel en rolle i at agere bindeled og videreformidle budskabet om ”Try Out” til ungdomsuddannelserne og derigennem til de unge.