-
Udvælg en programleder, der skal skabe fremdrift, koordinere og bevare overblikket i Fælles om ungelivet. Udover programlederen skal der som minimum være én fagperson med øremærkede timer i Fælles om ungelivet.
Det er en fordel, hvis programleder og fagperson repræsenterer hvert deres faglige område i kommunen. Det giver mulighed for at supplere hinanden både praktisk og fagligt – og sparre med hinanden undervejs.
-
Programdeltagerne skal have mandat fra egen leder til at prioritere arbejdet med Fælles om ungelivet, og der skal være afsat nok timer til at løse opgaverne.
-
Tydeliggør programgruppens formål og beslutningskraft i programmet ved for eksempel at udarbejde et kommissorium.
-
Etabler en fast kadence for programgruppemøder, fx en gang i måneden. Når programgruppen skal etableres og i spidsbelastningsperioder, kan der være behov for hyppigere møder og eventuelt afholdelse af workshops.
Det er vigtigt, at programgruppen er involveret undervejs og arbejder aktivt gennem hele programperioden for at sikre videndeling og koordinering på tværs af områder og indsatser.
-
Etabler en tværgående programgruppe, der som minimum repræsenterer områderne sundhed, skole, kultur, fritid, børn og unge samt SSP-området.
På den måde er I flere om at løfte indsatser i Fælles om ungelivet på tværs af områder i kommunen, og I har mulighed for at integrere programmet i allerede eksisterende indsatser.
-
Uddeleger ansvarsområder til programgruppens medlemmer. En tydelig rollefordeling styrker ejerskab og engagement hos den enkelte medarbejder. Læs om de gode erfaringer med tovholderfunktioner her:
-
Involver programgruppen tidligt i arbejdet med Fælles om ungelivet. Det gør, at de enkelte medlemmer via deres organisatoriske forankring, faglighed og områdekendskab oplever at få indflydelse på, hvilke konkrete mål I vil sætte i jeres kommune, og hvilke handlinger I vil igangsætte.
-
Det er en god idé at tilpasse programgruppens sammensætning løbende. Det kan være svært at afgøre, hvilke kompetencer der er nødvendige ved programstart, og behovet for kompetencer kan ændre sig i takt med, at programmet udvikler sig.