Arbejdsbeskrivelse systematiserer vejning af ældre borgere i Sønderborg
En visuel arbejdsbeskrivelse systematiserer opsporingen af borgere, der er i risiko for uplanlagt vægttab, i Sønderborg Kommune. Arbejdsbeskrivelsen giver social- og sundhedsassistenter samt sygeplejersker viden om mulige handlinger og er blevet et uundværligt arbejdsredskab, der effektiviserer arbejdsgange.
Social- og sundhedsassistenter i hjemmeplejen i Sønderborg Kommune har tidligere oplevet en manglende systematik over hvilke handlinger, de skulle igangsætte, når de opsporer et uplanlagt vægttab hos en borger. Derfor har to interne kvalitetskonsulenter i samarbejde med en social- og sundhedsassistent udviklet en visuel arbejdsbeskrivelse.
Formålet med at udvikle en arbejdsbeskrivelse var at skabe systematik og ensartethed i arbejdsgangene omkring vejning af ældre borgere i hjemmeplejen og sygeplejen. For at opnå dette viser arbejdsbeskrivelsen dels de forskellige arbejdsgange og muligheder, plejepersonalet har i tilfældet af, at en borger har et uplanlagt vægttab. Dels hvordan plejepersonalet skal følge op på igangsatte indsatser. Den visuelle optegning gør det nemmere og mere overskueligt for plejepersonalet at se de forskellige handlemuligheder. Vejning af en borger skrives altid ind i omsorgssystemet, så plejepersonalet kan se, hvornår en borger skal vejes igen.
De to kvalitetskonsulenter og social- og sundhedsassistenten har i fællesskab kortlagt og gennemgået de forskellige scenarier i vejningsprocessen, hvorefter de har nedskrevet og optegnet dem i et fysisk diagram, der nu udgør den visuelle arbejdsbeskrivelse.
Arbejdsbeskrivelsen gør det tydeligt, hvornår plejepersonalet skal kontakte sygeplejen og anmode om en ernæringsvurdering (EVS). EVS’en gennemføres af enten en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. På baggrund af ernæringsvurderingen får borgeren enten en grøn, gul eller rød handleplan afhængigt af scoren i EVS’en. Hvis EVS’en udløser en gul eller rød handleplan kan plejepersonalet i arbejdsbeskrivelsen se, hvilke sygeplejeydelser der skal iværksættes.
Arbejdsbeskrivelsen er tilgængelig for social- og sundhedsassistenterne på dokumentstyringssystemet Infonet.
Se den visuelle arbejdsbeskrivelse
Arbejdsbeskrivelsen er inspireret af officielle anbefalinger og kvalificeret på tavlemøder
Sundhedsstyrelsens Oplæg om ernæringsindsatser for den ældre medicinske patient har udgjort en god inspiration til arbejdsbeskrivelsens fokus på tidligt at kunne opspore underernæring og vægttab. Socialstyrelsens Faglige anbefalinger og beskrivelse af god praksis for ernæringsindsats til ældre med uplanlagt vægttab har, med sine praksisorienterede cases om, hvordan små forandringer kan forbedre borgerens måltid, inspireret Sønderborg Kommune.
Arbejdsgangsbeskrivelsen er på tavlemøder blevet præsenteret for hjemmeplejens ledelse, sygeplejerskerne samt for nogle af social- og sundhedsassistenterne. I fællesskab har de gennemgået arbejdsbeskrivelsen for at kvalificere den. Det har affødt ændringer og justeringer, for eksempel en uddybelse af de enkelte trin.
Efterfølgende har den social- og sundhedsassistent, der har været med til at udvikle beskrivelsen, undervist sine social- og sundhedsassistentkolleger i arbejdsbeskrivelsen, ernæring, ernæringsvurderingsskemaet samt handleplaner.
Arbejdsbeskrivelsen er endnu ikke udbredt til alle hjemmepleje- og sygeplejedistrikter i kommunen. Arbejdsbeskrivelsen er ikke udbredt, fordi kommunen har arbejdet med forbedringsmodellen i regi af projektet I Sikre Hænder, hvilket indebar en grundig afprøvning og tilpasning, inden den rulles bredt ud i kommunen. Udrulningen er en igangværende proces.
”Arbejdsbeskrivelsen skal ses som et redskab til at fremme en tidlig indsats, der betyder, at plejepersonalet kan opspore vægttab tidligere og handle hurtigere på vægttab.”
- Gitte, projektleder og kvalitetskonsulent i Sønderborg Kommune