Værktøjskasse til implementering af nationale retningslinjer
Sundhedsstyrelsen udgiver nu en digital værktøjskasse med konkrete forslag til, hvordan sygehuse og kommuner kan implementere de nye nationale kliniske retningslinjer. Værktøjskassen ligger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Sundhedsstyrelsen udgiver nu en digital værktøjskasse med konkrete forslag til, hvordan sygehuse og kommuner kan implementere de nye nationale kliniske retningslinjer
Sundhedsstyrelsen vil over de næste par år udgive 50 nationale kliniske retningslinjer, der skal støtte landets læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle i at give den bedst mulige sundhedsfaglige ydelse til patienterne. De første fire nationale kliniske retningslinjer udkom i 2013 og handler om diabetiske fodsår, hjerterehabilitering, grå stær og udvalgte skulderlidelser. I maj og juni udsendte Sundhedsstyrelsen yderligere seks retningslinjer om blandt andet ADHD, rehabilitering af KOL-patienter, hjernemetastaser og bipolare lidelser. I samme omgang lanceres også en digital værktøjskasse, som ledere og planlæggere i regioner og kommuner kan bruge til implementeringen.
”Vi ved, at de nationale kliniske retningslinjer har været efterspurgt i regioner og kommuner, og vi vil gerne støtte dem i at implementere retningslinjerne. Derfor har vi besluttet at udgive denne digitale værktøjskasse for at hjælpe processerne på vej med en række konkrete forslag til, hvordan retningslinjerne kan komme til at understøtte udviklingen af det daglige arbejde”, siger Else Smith, der er administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen.
Værktøjskassen er udviklet af en arbejdsgruppe, der er nedsat af Sundhedsstyrelsen, og som består af repræsentanter fra faglige selskaber, faglige foreninger, kommuner og regioner.
Konkret indeholder værktøjskassen et bredt udvalg af evidensbaserede metoder, som kan inspirere til lokale initiativer og fremme implementeringen. Det vil blandt andet sige forslag til, hvordan man kan fastsætte mål, bruge feedback, lave tidsestimater og inddrage patienter og pårørende.
Værktøjskassen (implementeringshåndbog) ligger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og kan også downloades som samlet pdf-fil.
Link til Værktøjskassen
www.sst.dk/nkr/implementeringshaandbog
Om Nationale kliniske retningslinjer
- Med Finanslovsaftalen for 2012 blev der afsat 20 mio.kr. årligt i perioden 2012 til 2015 til at udarbejde 50 nationale kliniske retningslinjer. Projektperioden er foreløbigt forlænget til medio 2016.
- De nationale kliniske retningslinjer understøtter en evidensbaseret indsats og ensartet høj kvalitet på tværs af landet og bidrager til sundhedspolitiske prioriteringer.
- Det er Sundhedsstyrelsen, som står for at udarbejde de nationale kliniske retningslinjer. Alle retningslinjer er udviklet på baggrund af indstillinger fra en faglig arbejdsgruppe bestående af nogle af landets fremmeste klinikere på området.