Danskerne vil gerne donere organer, men mangler at tilmelde sig donorregistret
Der er generelt et højt kendskab og en positiv holdning til organdonation, men for få tilmelder sig donorregistret, viser en ny undersøgelse fra 2015. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at man registrerer i donorregistret, om man ønsker at være donor og fortæller sin familie om sin beslutning.
Der er generelt et højt kendskab og en positiv holdning til organdonation, men for få tilmelder sig donorregistret, viser en ny undersøgelse fra 2015. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at man registrerer i donorregistret, om man ønsker at være donor og fortæller sin familie om sin beslutning.
Det er en stor hjælp til de pårørende, hvis man selv har taget stilling til organdonation. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man tager stilling til, om man vil være donor og får talt om det samtidig.
”Mange vil gerne lade sig registrere, men har ikke fået det gjort. Andre synes, at det er ubehageligt at skulle forholde sig til organdonation og død. Men det er en rigtig god idé at tale med ens nærmeste, om man vil være donor, selv om det ikke er aktuelt. Så skal de ikke pludselig forholde sig til organdonation for eksempel ved en ulykke,” siger Maria Herlev Ahrenfeldt, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.
Selvom 80 procent af danskerne er positive overfor organdonation, er der stadig mange, der ikke har registreret sig som donorer eller videreformidlet deres valg til deres pårørende. Kun cirka en femtedel af den voksne befolkning har ladet sig registrere i donorregistret. Over 90 procent af de registrerede i donorregistret siger ja til organdonation.
Undersøgelsen viser også, at nogen ikke tilmelder sig som donorer, fordi de tvivler på lægernes vurdering af, hvornår man er hjernedød. De er bange for, at de bliver erklæret døde, selvom de reelt ville have haft muligheden for at overleve. Næsten hver fjerde dansker angiver også, at de ønsker mere viden om organdonation, inden de foretager deres valg.
”Vi arbejder hele tiden på at give mere og bedre information om både organdonation og de barrierer der står i vejen for at tilmelde sig til at være donor. Vi vil gerne, at danskerne har den viden, der skal til for at træffe et aktivt valg om organdonation,” siger specialkonsulent Maria Herlev Ahrenfeldt.
Rapport: Organdonation 1995-2015 - Danskernes viden, holdning og adfærd
Den 8. oktober er europæisk organdonationsdag. Se arrangementer i forbindelse med Danmarks første Organdonationsdag på Dansk Center for Organdonations hjemmeside.
Undersøgelsen er en del af Sundhedsstyrelsens løbende indsats med organdonation, der blandt andet skal følge op på initiativerne i den nationale handlingsplan for organdonation.