Ny retningslinje om behandling af nyopståede lænderygsmerter
Ca. 880.000 danskere lever med lænderygsmerter, og de fleste danskere vil opleve smerter i lænden eller ryggen på et eller andet tidspunkt i løbet af deres liv. Har man først en gang oplevet af have lænderygsmerter, vil de fleste opleve, at smerten vender tilbage med mellemrum.
”Arbejdsgruppen har gennemgået den eksisterende viden omkring effekten af tiltag såsom fysisk aktivitet, patientuddannelse, træning og smertebehandling på nyopståede lænderygsmerter. Vi vil gerne med denne retningslinje skabe større klarhed om, hvilke behandlinger der med fordel kan tilbydes og give mere ensartet behandling på nationalt plan”, udtaler Marlene Øhrberg Krag, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
Retningslinjen omfatter voksne over 16 år med såkaldt nyligt opståede uspecifikke lænderygsmerter. Nyligt opståede vil sige, at smerterne har varet mindre end 12 uger i sammenhæng, mens uspecifikke dækker over, at tilstanden er ufarlig, og at den i langt de fleste tilfælde kan håndteres af den praktiserende læge, fysioterapeut eller kiropraktor.
Anbefalinger
Retningslinjen anbefaler, at behandleren, for eksempel læge eller kiropraktor, opfordrer patienten til at fortsætte med sine vanlige dagligdags aktiviteter på trods af smerterne. Behandleren kan også overveje at tilbyde individuelt tilpasset patientuddannelse for at give patienten mere viden og bedre forståelse af smerterne, så hun bedre kan leve et aktivt liv med et godt helbred. Samtidig er anbefalingen, at patienten får tilbud om fysisk træning under vejledning af for eksempel fysioterapeut eller manuel behandling. Hvis valget falder på manuel behandling, bør patienten få det bedre inden for kort tid, ellers bør lægen i samarbejde med patienten overveje andre muligheder.
”Arbejdet peger på, at røntgen og MR undersøgelse ikke giver et bedre forløb for patienten, ligesom hverken akupunktur eller behandling med smertestillende medicin ser ud til at hjælpe patienten på længere sigt,” siger Marlene Øhrberg Krag. ”Generelt må vi sige, at der ikke synes at være den store langsigtede gevinst på flere af de tiltag, som ofte anvendes ved lænderygsmerter, men det er også vigtigt at få afdækket.”
Det er vigtigt at understrege, at retningslinjen kun omfatter udvalgte elementer i den ikke kirurgiske behandling, og retningslinjen er således et supplement til øvrige retningslinjer, forløbsprogrammer og behandlingsvejledninger på området. Ud over kliniske anbefalinger peger retningslinjen på behovet for at styrke forskningen og dermed evidensgrundlaget for behandling af nyopståede lænderygsmerter.
Links
National klinisk retningslinje for behandling af nyopståede lænderygsmerter