Forsøg skal styrke ældres frie valg af mad
Nu kan kommuner være med i en forsøgsordning, der skal give ældre bedre mulighed for selv at vælge mad.
Nu kan kommuner være med i en forsøgsordning, der skal give ældre bedre mulighed for selv at vælge mad.
Kommuner kan nu, eventuelt i samarbejde med private leverandører, søge om at være med i en forsøgsordning for at styrke det frie valg af mad indenfor ældreplejen. Forsøgsordningen har til formål at undersøge, hvordan fritvalgsbeviser på madservice indrettes så brugervenligt som muligt og dermed understøtte borgernes frie valg.
Frit valg på ældreområdet betyder, at kommunen har pligt til at give borgerne mulighed for at vælge mellem mindst to leverandører af mad. Hvis der ikke er mindst to leverandører at vælge imellem, skal kommunen i stedet tilbyde borgerne et fritvalgsbevis, hvor borgerne selv kan lave en aftale med en madleverandør.
”Kommunerne kan bruge forsøgsordningen til at udvikle fritvalgsbeviserne på madservice, og det kan med fordel gøres sammen med de private leverandører. Det kan give borgerne mere fleksibilitet i valget af mad, og derigennem øge livskvalitet og forebygge vægttab og dermed helbredssvigt hos den enkelte ældre borger,” siger projektleder Carina Rumpelthiin Jørgensen fra Sundhedsstyrelsen og tilføjer:
”Vi håber derfor, at mange vil gribe muligheden for at deltage.”
I ansøgningspuljen kan der søges om støtte til at udvikle og afprøve indretning af et mere brugervenligt fritvalgsbevis på madservice. Der kan både søges om midler til at indføre fritvalgsbeviser på madservice og til at videreudvikle eksisterende ordninger.
Forsøgsordningen er en del af finanslovsaftalen for 2018. I perioden 2018-2021 er der afsat 22,6 mio. kr. til en ansøgningspulje. Der kan bevilges midler til 10-15 forsøgsprojekter. Herudover er der afsat 2,5 millioner kr. til en tværgående evaluering af kommunernes projekter.