Opdateret vejledning: Sundhedsstyrelsen skal ikke længere give tilladelse til kastration
Det er ikke længere Sundhedsstyrelsen, der giver tilladelse til kastration som led i kønsskifte, og derfor er vejledningen om kønsidentitetsforhold blevet opdateret.
Det er ikke længere Sundhedsstyrelsen, der giver tilladelse til kastration som led i kønsskifte, og derfor er vejledningen om kønsidentitetsforhold blevet opdateret.
Siden 1. januar 2018 har patienter ikke skulle have Sundhedsstyrelsens tilladelse til kastration som led i kønsskifte. Beslutningen træffes nu som udgangspunkt af den ansvarlige speciallæge sammen med patienten efter faglig drøftelse med de øvrige speciallæger og fagpersoner.
Ved kastration forstås et indgreb, hvor testikler eller æggestokke fjernes eller varigt sættes ud af funktion. Kastration som led i kønsskifte kan foretages, når personen oplever kønsligt ubehag og derfor har et ønske om kønsmodificerende behandling.
Opdateringen af vejledningen sker alene som følge af de nye regler om kastration, og formålene med vejledningen er derfor de samme. Som noget nyt udgives vejledningen nu også i en engelsk udgave.
”Med udgivelsen af vejledningen i 2017 fik vi sat nogle nye rammer for den sundhedsfaglige udvikling på området, da vi bl.a. pegede på, at behandlingsforløbet bør forankres i de somatiske specialer og understregede vigtigheden af det tværfaglige teamsamarbejde. Opdateringen af vejledningen ændrer altså ikke på vores ønsker og krav til behandlingen,” siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og tilføjer:
”Samtidig håber vi, at den nye engelske udgave kan få budskabet endnu bredere ud til både patienter og sundhedsprofessionelle og på den måde skubbe yderligere på den faglige udvikling af området.”
Udover at få flyttet forankringen af det sundhedsfaglige team fra psykiatrien til de somatiske specialer har vejledningen og styrelsen i sit arbejde også fokus på ventetider, kvalitet i behandlingen, adgang til tilbud, herunder geografisk nærhed mv.
”Vi ved, at der kan gå tid, før patienterne kan mærke effekten af en ny vejledning, fordi den først skal implementeres ude i sundhedsvæsenet. Derfor arbejder vi også på at flytte området i den rigtige retning gennem løbende dialog med regioner, fagfolk og selvfølgelig patienter og pårørende”, slutter Søren Brostrøm som samtidig understreger, at der også er tale om et nødvendigt kulturskift i sundhedsvæsenets tilgang til kønsidentitetsforhold
Den opdaterede vejledning erstatter den tidligere vejledning nr. 9921 af 22. september 2017 om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold.
- Dansk version: Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold
- Engelsk version: Guide on healthcare related to gender identity
- Den til enhver tid gældende vejledning kan desuden findes på retsinformatíon.dk ved at søge på ’kønsidentitetsforhold’.
- Læs mere om kønsidentitet her
- Læs mere om kastration som led i kønsskifte her