Lassa feber i Sierra Leone
To hollandske læger er blevet smittet med lassa feber på Masanga-hospitalet i Sierra Leone i Vestafrika. De blev begge evakueret til behandling i Holland, hvor den ene meget tragisk afgik ved døden den 23. november. Den anden læge er stadig indlagt i højisolation på universitetshospitalet i Utrecht. Seks danske frivillige har været i området, men det er usandsynligt, at de skulle være blevet smittet.
Aktiviteterne på Masanga-hospitalet i Tonkolili-distriktet i det nordlige Sierra Leone er nu skaleret ned, indtil der er fuld kontrol over de potentielle lassa-udbrud. Ud over de to hollandske læger er også en lokal sygeplejerske blevet testet positiv for lassa. De hollandske læger var sammen med andre sundhedspersoner fra både Holland og andre lande udsendt af hjælpeorganisationerne Masanga og CapaCare. Den danske hjælpeorganisation Masanga DK har igennem mange år udsendt frivillige fra Danmark til hospitalet.
Seks danske frivillige har været i området i perioden, hvor de to hollandske læger er blevet smittede. De er alle rejst væk fra området, og nogle er kommet til Danmark eller er på vej hertil. De er blevet kontaktet og vurderet i forhold til risiko for eventuel smitte efter gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som bl.a. tager højde for typer af kontakt m.v. De danske sundhedsmyndigheder vurderer på den baggrund, at det er meget usandsynligt, at nogle af de seks skulle være smittet, hvorfor der ikke er særlige foranstaltninger for de hjemvendte. Sundhedsstyrelsen er desuden i kontakt med de hollandske myndigheder vedrørende en dansk person, som har haft forbindelse til en af de smittede i Holland.
”Det er meget tragisk, at en ung læge, som rejser ud i verden for at hjælpe syge mennesker, selv omkommer som følge af sit arbejde. Vore tanker går til de efterladte. Vi er meget optagede af at sørge for, at de danske personer, der har været i området, får den bedst mulige rådgivning”, siger læge Ane Just Ohrt, der samtidig understreger, at der ikke er risiko for udbrud af lassa feber i Danmark.
”Vi har været i kontakt med de berørte danskere, der er vendt hjem til Danmark fra Sierra Leone. De har det godt, og det er usandsynligt, at de er blevet smittet, men de er blevet rådgivet om sygdommen og eventuelle forholdsregler, hvis de mod forventning får symptomer. Vi følger dem selvfølgelig tæt. Der er ingen smitterisiko for den øvrige danske befolkning,” fortæller Anette Lykke Petri, der er overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Hvad er lassa feber?
Lassa feber skyldes en virus, der spredes fra rotter som kun findes i Vestafrika. Symptomerne indtræder typisk mellem 6 og 21 dage efter smitte. Der er hyppigt udbrud i lande i Vestafrika som Benin, Liberia, Mali og Sierra Leone.
Mennesker bliver smittet ved kontakt med ekskrementer fra inficerede rotter. I sjældne tilfælde kan mennesker blive smittet gennem kropsvæsker ved meget tæt kontakt mellem personer. Sygdommen smitter kun fra mennesker, der har symptomer.
Symptomerne ved lassa feber kan ligne ebola-virussygdom. Dødeligheden af lassa feber er generelt på 1 procent. Blandt personer, der kommer på hospitalet med svære tilfælde af sygdommen, er den på 15-20 procent. Til sammenligning er dødeligheden af ebola-virussygdom på op til 70 procent. Der har aldrig været tilfælde af lassa feber i Danmark, og det ses kun ekstremt sjældent i Europa hos personer, der er smittet i Vestafrika.
”Det er helt usandsynligt, at vi får udbrud af lassa feber i Danmark, og der er ikke nogen risiko for den generelle befolkning i Danmark. Skulle det sjældne ske, at der ankommer en person til Danmark, som er smittet med lassa-virus i udlandet, så har vi i Danmark så højt et sikkerhedsniveau for håndtering, at vi både kan behandle patienten og forhindre smitte”, siger læge Ane Just Ohrt, der samtidig understreger, at de danske myndigheder ikke generelt fraråder rejser til Vestafrika pga. lassa-udbruddet, og at det vigtigste råd i den forbindelse ved rejser i Vestafrika er at undgå rotter eller ekskrementer fra rotter fx igennem forurenede fødevarer.
Hvordan bliver mistanke om lassa feber håndteret?
Lassa feber hører under en gruppe af alment farlige smitsomme sygdomme. Derfor bliver personer, der er i lav risiko for at være eksponeret for sygdommen, for en ekstra sikkerheds skyld anbefalet at være opmærksomme på eventuelle symptomer og at måle deres temperatur dagligt i 3 uger efter mulig smitte. Skulle en person komme til Danmark med en alvorlig smitsom sygdom, er både Hvidovre Hospital og Skejby Sygehus godkendt af Sundhedsstyrelsen til varetagelse af behandlinger, og begge sygehuse har særlige højisolationsstuer og personale, der er specialtrænede til at håndtere den situation.
Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen koordinerer tæt, og er i kontakt med øvrige danske og udenlandske myndigheder.
Se mere om lassa feber på WHOs hjemmeside
Læs Sundhedsstyrelsens gældende retningslinje for ebola-virussygdom, der også gælder for håndtering af lassa feber samt øvrige materialer med videre
Faktaark fra CDC om lassa feber
Hvad gør sundhedsmyndighederne generelt i forbindelse med mulige smitsomme sygdomme:
Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) varetager smitteopsporing og håndtering af raske nære kontakter i Danmark til patienter med bestyrket mistanke om eller bekræftede tilfælde af særlige smitsomme sygdomme. Hvis der er lav risiko, giver de råd og vejledning.
Statens Serum Institut (SSI) er det nationale referencelaboratorium og varetager specialdiagnostik, fx i forbindelse med meget sjældne sygdomme som lassa feber. SSI varetager også overvågningen og risikovurdering af smitsomme sygdomme i Danmark og internationalt, og er dansk kontaktpunkt i den nationale og internationale overvågning af smitsomme sygdomme.
Sundhedsstyrelsen (SST) varetager den nationale koordinering i forbindelse med mulige og bekræftede tilfælde af smitsomme sygdomme, herunder koordinering med øvrige nationale og udenlandske myndigheder.