Ny informationspjece til dig der overvejer høreapparat
Hvor går man hen, når man vil undersøges for høretab? Hvilke muligheder og rettigheder gælder for høreapparatbehandling? Og hvor kan man søge støtte, når man har fået udleveret sit høreapparat? Det skal en ny pjece og animationsfilm give mennesker med høretab viden om.
Hvor går man hen, når man vil undersøges for høretab? Hvilke muligheder og rettigheder gælder for høreapparatbehandling? Og hvor kan man søge støtte, når man har fået udleveret sit høreapparat? Det skal en ny pjece og animationsfilm give mennesker med høretab viden om.
Mellem 500.000 og 800.000 borgere har høretab i varierende grad, og op mod 300.000 har høreapparat. Mange oplever, at det kan være svært at gennemskue, hvor man kan gå hen for at få sin hørelse undersøgt, og hvordan man får et høreapparat.
Skal jeg omkring en ørelæge for at få høreapparat? Hvilke muligheder har jeg, når jeg skal vælge leverandør af høreapparat? Og hvad er forskellen på de forskellige leverandører? Det er nogle af de spørgsmål, den nye pjece giver svar på.
”Vi vil gerne hjælpe borgeren, der overvejer høreapparat, til at få et bedre overblik over, hvor man kan få hjælp, og hvordan forløbet ser ud. Både når man skal have afklaret, om man har behov for høreapparat, og når man har fået apparatet udleveret. Og vi vil også gerne hjælpe borgeren med information om de muligheder, der er ved de forskellige leverandører af høreapparatsbehandling”, siger centerchef Helene Probst
Det kan desuden være en udfordring for personer med høretab, at et høreapparat ikke kan stå alene. I nogle tilfælde vil man have brug for supplerende indsatser.
”Det er vigtigt for os at få sat fokus på, at et høreapparat ikke altid kan stå alene, og at der ofte er behov for samtale og dialog om, hvad man som borger har behov for. Det vigtige er at få lavet en konkret vurdering af borgerens behov, mulige gavn af et høreapparat og eventuelt andre indsatser”, siger centerchef Helene Probst.
Den nye pjece og animationsfilm er en del af en større indsats på høreapparatområdet.
Indsatsen udspringer af en ny lov, som trådte i kraft i april 2019, og som beskriver en række indsatser på området. Ud over pjece og film er Sundhedsstyrelsen i gang med at udarbejde kvalitetskrav til både offentlige og private tilbud vedrørende høreapparatbehandling.