Udfordringer og muligheder i LGBTI-personers møde med almen praksis
Sundhedsstyrelsen kommer frem til 2021 med en række initiativer, der har fokus på LGBTI-personers sundhed. Et af dem er en informationsindsats rettet mod både almen praksis og LGBTI-personer. Den sætter fokus på mødet mellem sundhedsprofessionelle og patienter med LGBTI-baggrund. Som første skridt i indsatsen er der udarbejdet en vidensopsamling om LGBTI-personers sundhed.
Tidligere undersøgelser har vist, at LGBTI-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede, interkønnede og andre) generelt trives dårligere og har flere livsstils- og sundhedsrelaterede udfordringer end den øvrige befolkning. Eksempelvis viser danske studier, at der er et højere alkohol- og tobaksforbrug samt højere forekomst af selvmord/selvmordsforsøg, stress og somatiske sygdomme i LGBTI-gruppen.
Derfor sætter vi i Sundhedsstyrelsen gang i en række initiativer frem mod 2021, der skal fremme sundhed og trivsel blandt LGBTI-personer. Et af dem er en informationsindsats centreret omkring almen praksis, der spiller en central rolle i at forebygge sundhedsproblemer og risikoadfærd.
Imidlertid har der manglet overblik over den viden, der findes på området, og der er meget vi endnu ikke ved om LGBTI-sundhed og mødet med sundhedsvæsnet.
”Et af de første skridt i vores indsats er at få en grundig viden om LGBTI-personers sundhed, og hvad deres udfordringer og muligheder er i mødet med almen praksis. Den viden vil vi bruge til at bygge de kommende års indsatser op om”, siger projektleder Anne Rygaard.
Rapporten er den hidtil mest grundige danske opsamling af viden om LGBTI-sundhed, og den kigger både på studier fra Danmark og andre vestlige lande. Samtidig indeholder rapporten også resultaterne af en række interviews med LGBT-personer og personale fra almen praksis, der skal belyse muligheder og udfordringer i mødet.
Rapportens fund og anbefalinger skal bruges i en kommende informationsindsats, der er målrettet både praktiserende læger og deres personale samt LGBTI personer. Informationsindsatsen vil involvere LGBT Danmark, Læge- og Patienthåndbogen og andre relevante aktører på området.
Læs rapporten: Danske LGBT personers møde med almen praksis udfordringer og muligheder
Rapporten er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet.
Andre initiativer, vi har på vej, er et videnscenter for sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og en øget informationsindsats i relation til transpersoner, der skal sikre fælles forståelse og inddragelse af patienterne i udrednings- og behandlingsforløb samt styrke dialogen mellem LGBTI-personer og sundhedspersonale.
For yderligere information om rapporten om LGBTI sundhed og kommende initiativ vedr. almen praksis kontakt specialkonsulent Anne Rygaard, tlf. 72 22 77 47, arb@sst.dk.
For viden om Sundhedsstyrelsens øvrige indsatser under regeringens handlingsplan kontakt fuldmægtig Rune Nordvig tlf. 72227473, ren@sst.dk.