3 procent af den danske befolkning bruger e-cigaretter
Det er relativt få personer, der bruger e-cigaretter og ryger opvarmet tobak i Danmark. Det er positivt, for de nyere nikotin- og tobaksprodukter er både sundhedsskadelige og afhængighedsskabende.
Der er de senere år kommet flere nikotin- og tobaksprodukter på det danske marked, hvor e-cigaretter og opvarmet tobak er blandt de nyere. Brugen af disse produkter er dog stadig relativt lille, hvor tre procent af befolkningen bruger e-cigaretter og 0,8 pct. ryger opvarmet tobak. Men det er bekymrende, at udbredelsen er størst blandt de unge, for det er både sundhedsskadelige og afhængighedsskabende produkter.
”Unges hjerner er særligt sårbare over for nikotinens effekt, og det betyder bl.a., at de lettere bliver afhængige. Derfor er det også positivt, at tiltag som at forbyde nogle smagsstoffer i e-cigaretter er en af overvejelserne i den politiske aftale ”National handleplan mod børn og unges rygning,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø.
Spørger man personer, der dagligt bruger e-cigaretter, er de forventeligt mindre tilbøjelige til at tro, at man bliver syg af at bruge e-cigaretter, end hvis man spørger personer, der aldrig har brugt e-cigaretter. I alle grupper er der samtidig en klar usikkerhed om, hvorvidt e-cigaretter er skadelige eller ej, og den største usikkerhed ligger blandt de, der bruger e-cigaretter dagligt, hvor 37 pct. svarer ”ved ikke”, når man spørger, om de tror, at der er en risiko for at blive syg af at bruge e-cigaretter.
Og det er helt forståeligt, at der er usikkerhed omkring e-cigaretters skadelighed, siger Niels Sandø.
”Vi kender ikke de langsigtede helbredskonsekvenser af e-cigaretter endnu, men undersøgelser af e-væsker og partikler, der dannes ved opvarmningen, viser indhold af kemiske stoffer med skadelige helbredseffekter.”
Mange vil gerne stoppe
Ligesom mange ønsker at stoppe med at ryge cigaretter, viser undersøgelsen også, at 59 % af de, der bruger e-cigaretter, ønsker at stoppe med bruge det. Derfor er det vigtigt, at vi har gode tilbud til alle, der ønsker at komme af med deres nikotinafhængighed, uanset om det kommer fra rygning, brug af e-cigaretter, røgfri tobak eller noget helt fjerde.
”Vi har nogle rigtig gode rygestoptilbud i Danmark, og hvis man ønsker at stoppe med at ryge, bruge e-cigaretter, røgfri tobak eller et andet nikotinprodukt, så er der hjælp at hente, enten hos din kommune, Stoplinien eller E-kvit,” siger Niels Sandø
Sundhedsstyrelsen fraråder børn, unge, gravide og ammende at bruge e-cigaretter og anbefaler desuden ikke, at e-cigaretter anvendes som rygestopmiddel.
Sundhedsstyrelsen udgav i 2019 en rapport om e-cigaretter som kan ses her: E-cigaretter-og-helbred
Undersøgelsen af Danskernes Rygevaner 2019 er foretaget på en anden måde end tidligere undersøgelser. Derfor kan denne undersøgelse ikke sammenlignes med tidligere undersøgelser.
Delrapport 2: E-cigaretter og opvarmet tobak
Om undersøgelsen
Undersøgelsen af danskernes rygevaner er gennemført fra 24. september til 3. november 2019 (web-baseret spørgeskema) og fra 6. december til 31. december 2019 (telefoninterviews).
Der er 11.945 deltagere i aldersgruppen 15 til 79 år i undersøgelsen, og dataindsamlingen er foretaget via en repræsentativ stikprøve trukket af Danmarks Statistik via det Centrale Personregister.
Undersøgelsen er repræsentativ på alder, køn, uddannelse og region. Danmarks Statistik har foretaget undersøgelsen på vegne af Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Lungeforeningen og Sundhedsstyrelsen. Statens Institut for Folkesundhed har bearbejdet data fra undersøgelsen.
I Delrapport 1: Nikotinafhængighed kan du læse om brugen af e-cigaretter blandt forskellige aldersgrupper