xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Mundbind skal nu anvendes langt oftere

Fremover skal vi vænne os til at bruge mundbind oftere og i flere situationer. I dag bliver mundbind et krav indendørs en række steder med offentlig adgang, fx i supermarkeder, på museer og uddannelsesinstitutioner. Sundhedsstyrelsen har derfor opdateret al information om mundbind, både om de nye krav, og om korrekt brug af mundbind.

29 OKT 2020

Hen over efteråret har der været stigende smitte med ny coronavirus, og modsat tidligere er smitten ikke længere begrænset til enkelte udbrud. De sidste 7 dage har der været flere end 100 nye tilfælde per 100.000 borgere, og det lægger op til yderligere tiltag for at bremse smittespredningen.

”Vi vurderer, at der er risiko for at blive smittet i hele landet lige nu. Derfor anbefaler vi, at man bruger mundbind, når man opholder sig indenfor på steder, hvor der er offentlig adgang, og hvor det kan være svært at holde afstand. En øget brug af mundbind er lige nu prisen for, at vi kan holde skoler, arbejdspladser, sportsklubber og diverse kulturtilbud åbne,” fortæller konstitueret enhedschef Bolette Søborg.

Sundhedsstyrelsen har samlet de sundhedsfaglige anbefalinger og den bagvedliggende dokumentation for effekten af mundbind i dokumentet: ”Brug af mundbind i det offentlige rum – dokumentation og sundhedsfaglige anbefalinger”. 

”Der er mange diskussioner om, hvorvidt mundbind har en effekt eller ej, og til det må vi understrege, at dokumentationen findes. Vi kan ud fra den eksisterende viden antage, at mundbind kan forebygge smitte, når man bruger det rigtigt, og når man bruger det som supplement til vores øvrige anbefalinger om afstand og håndhygiejne. Den videnskabelige dokumentation er ikke perfekt, og der mangler stadig viden fra store, veldesignede lodtrækningsundersøgelser. Men at lave et studie, der kan undersøge effekten af mundbind i det offentlige rum, er både meget kompliceret og tager tid at planlægge og gennemføre. Derfor må vi basere vores anbefalinger på de undersøgelser, der er tilgængelige. Og her er vi i øvrigt helt på linje med internationale sundhedsmyndigheder, WHO og det europæiske smitteagentur, der på samme vidensgrundlag også alle anbefaler et øget brug af mundbind i det offentlige rum,” fastslår Bolette Søborg.

De nye anbefalinger betyder, at mundbind fremover bliver et krav for at kunne udføre vigtige dagligdagsfunktioner og opretholde sin hverdag. Det gælder fx, når man skal handle, ud at spise eller deltage i fritidsaktiviteter. Det er ikke alle, der kan bære mundbind eller visir, og derfor gælder der en række undtagelser i forhold til, hvem kravet om mundbind omfatter. 

”Et mundbind og visir må ikke føre til betydeligt ubehag. Der vil være nogle, der ikke har mulighed for at bruge mundbind eller visir, og de skal være sikre på, at de ikke vil blive nægtet adgang til steder, hvor mundbind er et krav. Der kan være mange individuelle og personlige årsager til, at man ikke kan bruge et mundbind eller visir, og man skal ikke dokumentere, hvis man er undtaget fra at bære mundbind,” fastlår Bolette Søborg og fortsætter: "Vi opfordrer alle, både borgere, trafikselskaber, restauranter, erhvervsdrivende, mv., til at respektere hinanden i den henseende. Det er meget vigtigt med en udbredt forståelse af, at ikke alle kan bære mundbind eller visir, og at det ikke altid er til at se, om den enkelte har en grund til ikke at bære mundbind eller visir”.

De nye krav lægger op til en opdatering og gentagelse af de gode råd til, hvordan man bruger mundbindet rigtigt. Det gælder også gode råd til, hvor lang tid, man kan bruge sit mundbind, hvor mange gange man må bruge det, og hvad man kan gøre, hvis man har udfordringer med at bruge det. 

Brug af mundbind i det offentlige rum – dokumentation og sundhedsfaglige anbefalinger

Sundhedsstyrelsens Gode råd: Brug af mundbind


Spørgsmål og svar om genanvendelse af mundbind

Kan mundbind genanvendes eller skal det kasseres efter hvert brug?

Generelt bør engangsmundbind kasseres, og stofmundbind bør vaskes, efter brug. Man bør således undgå at tage det samme mundbind af og på mange gange. 

 

Ved korterevarende brug kan mundbind dog genanvendes samme dag. Det er fx, hvis man skal på toilettet på en restaurant, hvis man skal ind i flere butikker lige efter hinanden, hvis man har flere pauser under en undervisningsdag, eller hvis man skal et enkelt stop med bussen og skal videre med toget. 

 

Det kan også tages til side kortvarigt, fx for at tage en mundfuld vand, uden at det skal skiftes.

Det skal dog udskiftes, hvis det bliver vådt, mens man bruger det, fx hvis man sveder, hvis der kommer kondens fra udåndingsluft, eller hvis det regner. Det skal også udskiftes, hvis det bliver beskidt. 

Hvis man vil genbruge et mundbind efter kortvarigt brug, kræver det, at man tager det af og på korrekt ved at holde i elastikkerne, og at man ikke berør forsiden af mundbindet. 

 

Man skal også undgå at have mundbindet siddende under hagen, i panden eller at bære det i hånden, når man ikke bruger det, eller hvis man får det varmt og skal have luft. Tag det i stedet helt af, og opbevar det beskyttet i en pose eller i lommen, indtil du skal bruge det igen.


Hvor længe kan man gå med samme mundbind?

Vi anbefaler, at man ikke har samme mundbind på i mere end 4 timer. Denne anbefaling har vi lavet, da det efter 4 timer må forventes, at mundbindet er blevet vådt eller beskidt, hvilket kan påvirke dets effekt. Men der kan være behov for at udskifte det før, det afhænger af, om det er blevet vådt eller beskidt. Det kan fx være, at det skal skiftes oftere, hvis man har det varmt og sveder meget, da det herved hurtigere vil blive vådt. Det er derfor en god ide at have flere mundbind med sig, så mundbindet kan udskiftes, når der er behov. 

 

Kan det samme mundbind bruges to dage efter hinanden, hvis det kun er brugt kortvarigt?

Nej, ikke hvis det er et engangsmundbind, så bør man ikke anvende det to dage i træk. Heller ikke, hvis det kun har været brugt kortvarigt. 

 

Hvis det er et genanvendeligt mundbind af stof, kan man godt bruge samme mundbind, men man skal vaske det imellem man bruger det og sikre sig, at det er tørt, når man bruger det igen.