Skoler og ungdomsuddannelser skal hjælpe med at ændre de unges alkoholkultur
Nye bekymrende tal fra den europæiske undersøgelse ESPAD viser, at der er sket en markant stigning i antallet af 15-16-årige i Danmark, der drikker sig fulde. Det får nu Sundhedsstyrelsen, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og -gymnasier til at sende en fælles appel til landets gymnasier, erhvervsskoler og kommuner.
Den fælles appel rejses i et brev sendt til alle skoler i dag. Den indeholder blandt andet en opfordring til, at skolerne bidrager til at ændre alkoholkulturen blandt unge, samt at de signalerer til både elever og forældre, at den nuværende alkoholkultur ikke er en kultur, de som uddannelsesinstitution ønsker at fremme. Desuden bør skolerne sikre et miljø, hvor alkohol ikke er omdrejningspunktet for skolens sociale aktiviteter. Det handler fx om den linje skolen lægger i forhold til sociale arrangementer som fester, introture, studieture, fredagscafeer mv.
”Rammerne omkring unge, og de signaler man som skole og forældre sender, har stor betydning for unges alkoholforbrug. Det er netop i overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelsen, at danske unges alkoholforbrug for alvor tager til, og de nye tal tyder på, at vi skal være særligt opmærksomme her,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø.
Kommunerne spiller også en vigtig rolle
Sundhedsstyrelsen, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og -gymnasier sender også et brev til kommunaldirektørerne i landets kommuner. Her opfordres kommunerne til at bakke op om indsatsen ved at samarbejde med de lokale ungdomsuddannelser om at sikre en ensartet rusmiddelpolitik på tværs af uddannelserne samt ved at sikre ansvarlig udskænkning, både på uddannelserne og i bymiljøet.
Forældrenes holdning har stor betydning for unges alkoholkultur, og derfor opfordres både kommuner og uddannelser til at styrke dialogen med forældrene, både i udskolingen i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.
Et samarbejde med forældrene er et vigtigt skridt mod en ændring af den eksisterende alkoholkultur blandt unge. De unges omgivelser har stor betydning for deres forbrug af alkohol. Det gælder både de rammer, der er på skolen, i hjemmet og i det omgivende samfund, og det er vigtigt med en fælles indsats.
Alkohol kan særligt skade unges hjerner, som er under udvikling helt frem til 20-års-alderen, ved at nedsætte bl.a. hukommelsen og indlæringsevnen. Derudover er alkohol vanedannende, og udvikling af afhængighed sker særlig hurtigt hos unge. Alkohol nedsætter også evnen til at håndtere konflikter, og unge, som starter tidligt med at drikke og som drikker meget, kommer i højere grad på skadestuen, udsættes for forgiftning, kommer i kontakt med politiet og kører spirituskørsel.
Brev til rektorer og direktører på gymnasier og erhvervsskoler