xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Børn skal ikke længere sendes hjem, når de er nær kontakt til en smittet

Børn, elever og forældre kan se frem til en hverdag uden bekymring for, om hele klasser eller stuer skal sendes hjem i isolation. Fremover er det kun den smittede selv, der skal gå i selvisolation. Børn som er nære kontakter anbefales i stedet at blive testet, så de kan blive i skole eller i daginstitution.

06 SEP 2021

Sundhedsstyrelsen udsender i dag en opdateret retningslinje for håndtering af smitte med COVID-19 hos børn og elever i grundskoler og i dagtilbud mv. De nye retningslinjer betyder, at det fremover kun er den smittede, der skal i isolation. Børn i skoler og dagtilbud samt børn, der går til fritidsaktiviteter mv., som bliver nære kontakter, behøver ikke længere at være i isolation. I stedet kan de testes hurtigst muligt, og derefter test på 4. og 6. dagen efter deres sidste nære kontakt til den smittede person. Børn under 3 år behøver ikke at blive testet.

I Danmark er vi lykkedes med at holde en god epidemikontrol, og en af de væsentlige grunde til det, er den høje tilslutning til vaccinationsprogrammet. Senest er også de 12-15-årige kommet med, og også den gruppe har taget godt imod tilbuddet om at få en vaccination mod COVID-19.

Vi tager nu næste skridt i retning af en mere normal hverdag, også for grundskolerne og landets daginstitutioner. Det har store konsekvenser for både børnenes trivsel og læring, hvis de hjemsendes hyppigt.

”Der har været alt for mange afbrydelser for mange børn og unge den seneste tid. Jeg er glad for, at vi med den nye retningslinje rammer en balance, hvor vi undgår smitte ved at bruge test, men hvor børnene kan blive i skolen, selvom de er nær kontakt. Der er ingen tvivl om, at de mange hjemsendelser og lukninger af daginstitutioner og skoler har haft konsekvenser – både for børnene, men jo også for forældrene, som har måttet blive hjemme fra arbejde,” siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.

Skolegang og uddannelse er centralt både for den enkelte, men også for samfundet. Det er Sundhedsstyrelsens målsætning, at skolegangen i Danmark bliver så normal som muligt og med færrest mulige afbrydelser samtidigt med, vi skal bevare en god epidemikontrol. Der er derfor en forudsætning, at børn med symptomer bliver hjemme og ikke møder op i dagtilbud og skolen.

”Børnene kan nu gå i skole og i dagtilbud, når de er nær kontakt, men til gengæld er det altså afgørende vigtigt, at de bliver hjemme, når de er syge. Vi ser allerede nu flere børn, der er forkølede og har andre smitsomme sygdomme som RS-virus, og man risikerer at smitte hele stuen eller klassen, hvis man ikke holder sit barn hjemme,” siger Helene Probst.

Derfor er det vigtigt at holde fast i de gode hygiejnerutiner, så vi kan forebygge smitte med COVID-19 og andre smitsomme sygdomme, som hvert år koster mange sygedage for både børn, forældre og personale. Sundhedsstyrelsen sætter i uge 36-39 fokus på at fastholde de gode hygiejnerutiner i hele Danmark med kampagnen ’Ren Rutine’ med fokus på skoler og dagtilbud samt på forældre til børn i alderen 0-15 år. Senere på året rettes kampagnen også mod andre målgrupper. Mere information om kampagnen vil snart være tilgængeligt på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Find mere information om, hvem der er nære kontakter i dagtilbud, grundskoler og i forbindelse med fritidsaktiviteter mv. samt retningslinjer og anbefalinger for nære kontakter i Vejledning for håndtering af smitte hos børn i grundskoler og dagtilbud mv. 

Anbefalinger for børn og elever i grundskoler (også efterskoler og frie fagskoler), i dagtilbud samt i forbindelse med fritidsaktiviteter mv., som bliver nære kontakter

Barnet/eleven er hverken færdigvaccineret⁎ eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder:

  • En test hurtigst muligt. Det kan enten være en PCR-test eller en hurtigtest⁎⁎.
  • PCR-test på henholdsvis 4. og 6. dagen efter sidste nære kontakt til den smittede person.

Børn/elever kan komme i skole og i dagtilbud i perioden, hvor de bliver testet, hvis de ikke har symptomer på COVID-19. Ved positivt svar på testen skal barnet/eleven straks i isolation.

 

Børn/elever som enten er tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder⁎⁎⁎ eller færdigvaccineret (12 år og derover):

  • Testes med PCR-test på henholdsvis 4. og 6. dagen efter sidste nære kontakt til den smittede person.

Børn/elever må gerne komme i skole eller i dagtilbud i perioden, hvor de bliver testet, hvis de ikke har symptomer på COVID-19. Ved positivt svar på testen skal barnet/eleven straks i isolation.

 

Børn under 3 år

Må gerne komme i dagtilbud selvom de er nære kontakter, hvis de ikke har symptomer på COVID-19. De anbefales ikke test som nære kontakter med mindre, de har symptomer på COVID-19.

Er du i tvivl?

For råd og vejledning omkring nære kontakter kan du ringe til Coronaopsporing (under Styrelsen for Patientsikkerhed) på tlf. 32 32 05 11.

 

 

⁎ Man er færdigvaccineret 14 dage efter sidste anbefalet stik.
⁎⁎ En positiv hurtigtest skal hurtigst muligt bekræftes med en PCR-test.
⁎⁎⁎ Er det under 12 uger siden, barnet blev testet positiv for COVID-19, behøver barnet heller ikke at blive testet med mindre, barnet får symptomer på COVID-19.

 

Opdateret 10. september 2021