Ikke mere selvisolation til vaccinerede og tidligere smittede
Vaccinerede og tidligere smittede personer, som er nære kontakter til personer, der er syge med COVID-19, behøver ikke længere at gå i selvisolation. De bør dog stadig, lige som alle andre nære kontakter, blive testet to gange på 4.- og 6.- dagen efter, de sidst var i nær kontakt med den smittede person.
Reglen om, at færdigvaccinerede ikke behøver at selvisolere, hvis de bliver nære kontakter, har været gældende siden marts. Ændringen dengang skyldtes, at COVID-19 vaccinerne giver en god beskyttelse mod smitte, og forebygger spredning af smitte. Flere borgere er blevet vaccineret siden da.
Sundhedsstyrelsen meldte i maj måned ud, at overstået COVID-19-infektion giver forventet immunitet i mindst 8 måneder. Derfor er Sundhedsstyrelsens retningslinjer for opsporing og håndtering af nære kontakter blevet opdateret med den information.
’’Sandsynligheden for, at vaccinerede og tidligere smittede bliver smittet med COVID-19 er lille. Derfor er der heller ingen grund til, at de går i selvisolation, hvis de har været i nær kontakt med en smittet. De bør dog stadig lade sig teste som nære kontakter som udgangspunkt på dag 4 og dag 6 efter sidste nære kontakt til den smittede person,’’ siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.
Hvis der er tale om en særlig smitsom variant, er det dog kun de færdigvaccinerede, som ikke behøver at gå i selvisolation. I disse situationer må også de tidligere smittede gå i selvisolation og blive testet som nære kontakter.
Det er vigtigt at understrege, at selvisolation og test fortsat er nødvendigt, hvis man udvikler symptomer på COVID-19. Også selvom man er færdigvaccineret eller tidligere har været smittet.
Endelig anbefaler Statens Serum Institut, at der fortsættes med smitteopsporing af de nære kontakter til nære kontakter, når der er tale om udvalgte mere smitsomme virusvarianter. Færdigvaccinerede behøver dog heller ikke her at gå i selvisolation.
Se Retningslinje for opsporing og håndtering af nære kontakter
Sådan gør du, hvis du er nær kontakt og færdigvaccineret (14 dage efter sidste anbefalet stik):
- Du behøver ikke gå i selvisolation.
- Bliv testet på 4.- og 6.- dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person.
- Husk dog: hvis du får symptomer på COVID-19, skal du stadig gå selvisolation.
Sådan gør du, hvis du er nær kontakt og tidligere smittet med ny coronavirus:
- Du behøver ikke gå i selvisolation bortset fra de tilfælde, hvor der er tale om en særlig smitsom variant – så skal du gå i selvisolation og blive testet som nær kontakt.
- Er det under 12 uger siden, du blev testet positiv for COVID-19, behøver du heller ikke at blive testet.
- Er det mere end 12 uger siden, du blev testet positiv, skal du stadig testes på 4.- og 6.- dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person.
- Husk dog: Din immunitet gælder kun i 8 måneder. Hvis du får symptomer på COVID-19, skal du stadig gå selvisolation.
Sådan gør du, hvis du er nær kontakt og hverken har været smittet eller er vaccineret endnu:
- Du skal straks gå i selvisolation.
- Bliv testet på 4.- og 6.- dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person.
Er du i tvivl?
Ring til Coronaopsporingsenheden under Styrelsen for Patientsikkerhed på tlf. 32 32 05 11 for råd og vejledning.
Læs mere om at være nær kontakt