Nu går vi i gang med anden fase af revaccinationen
Fra næste uge kan borgere, der fik deres 2. stik for mere end 6½ måned siden, få et 3. stik. Denne anden fase af revaccinationsprogrammet omfatter primært personer mellem 65 og 84 år, personer i særlig øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 og sundheds- og ældrepersonale. Disse tre grupper var blandt de første, der blev vaccineret mod COVID-19. De første invitationer bliver sendt ud i uge 42.
Vi har fortsat god kontrol med COVID-19-epidemien i Danmark. Vaccinerne mod COVID-19 beskytter effektivt over for COVID-19, men beskyttelsen falder over tid, og faldet er mest udtalt blandt ældre personer og personer med underliggende sygdomme. En række lande, deriblandt Danmark, er derfor allerede begyndt at give et 3. stik til de ældste og til personer med et svært nedsat immunforsvar, fordi de er i særlig risiko, hvis de bliver syge med COVID-19.
Vi har vurderet, at personer over 65 år, personale i sundheds- og ældresektoren og personer i særlig øget risiko bør tilbydes revaccination, når det er mere end 6½ måned siden deres sidste vaccination. Timingen i revaccination er afgørende. Vi vil gerne begynde revaccination, før folk bliver alvorligt syge med COVID-19 og samtidig sikre, at revaccination sker på et velunderbygget, vidensbaseret grundlag,” siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
For de ældre over 65 år og personer i særlig øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 vil revaccination beskytte dem mod smitte og sygdom i en kommende vintersæson, hvor vi forventer, at smitten generelt vil stige. Personale i sundheds- og ældresektoren får tilbud om et ekstra stik for at forebygge, at de bringer smitte videre til sårbare grupper. En revaccination beskytter både dem selv mod at blive syge med COVID-19, og den forebygger samtidig, at de smitter de patienter eller ældre borgere på plejehjem, som er i risiko for at blive alvorligt syge.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at det er sikkert at revaccinere disse grupper, og at der ikke er risiko for nye alvorlige bivirkninger ved et 3. stik. Yngre personer kan dog risikere at få en kraftigere reaktion ved revaccination og dermed flere tilfælde af de kendte bivirkninger som for eksempel smerter ved indstiksstedet, let feber, utilpashed og hovedpine.
”Vi vurderer, at den øvrige befolkning fortsat er godt beskyttet mod alvorlig COVID-19 efter deres 2. stik. Vi forventer dog, at den øvrige befolkning skal revaccineres på sigt. Vi følger selvfølgelig området meget tæt og vil løbende vurdere, hvornår der sundhedsfagligt er et behov for at tilbyde revaccination til den resterende befolkning, og om intervallet mellem 2. og 3. stik fortsat skal være 6½ måned, eller om det eventuelt skal være længere,” siger Helene Probst.
EU har i starten af oktober godkendt revaccination af personer over 18 år, når der er gået mindst 6 måneder efter 2. stik. Godkendelsen gælder i første omgang kun vaccinen fra Pfizer, men inden for få uger forventes også vaccinen fra Moderna at blive godkendt til revaccination.
Plan for revaccination mod COVID-19 (FASE II)
Retningslinjer for håndtering af vaccination mod COVID-19 i det generelle vaccinationsprogram
Pjece: Til dig, der skal revaccineres mod COVID-19
Opdateret plan for revaccination
1. fase: igangsatte grupper
- Immunsupprimerede
- Plejehjemsbeboere
- 85+ år
- Personer vaccineret med Janssen ®
- Krydsvaccinerede
2. fase: personer, der har fået andet stik for mere end 6 ½ måned siden
- 65-84 år
- Personale i sundheds-, social- og ældresektoren under 65 år
- Personer under 65 år, der er i øget risiko for alvorligt forløb
Invitation til revaccination
Borgere, som har modtaget sidste stik for mere end 6½ måned siden, inviteres til revaccination.
Alle borgere vil modtage invitation til revaccination i e-Boks.
Personer, der er fritaget for digital post, får tilsendt et fysisk brev.
Når du har modtaget din invitation, kan du bestille tid på vacciner.dk.