Sundhedsvæsenet er tilbage på samme niveau som før COVID-19-epidemien
Sundhedsstyrelsen har fulgt aktivitetsniveauet i sundhedsvæsenet gennem COVID-19-epidemien. Opgørelserne derfra viser, at sundhedsvæsenet stort set har været tilbage i sædvanlig drift siden påske.
Den nye opgørelse viser, at der er et normalt niveau både hos almen praksis og sygehusene på langt størstedelen af deres områder. Den forrige rapport viste, at der allerede fra omkring uge 7 var aktivitet på samme niveau som månederne før COVID-19. Det er der fortsat, viser denne seneste opgørelse, som måler frem til uge 12 for almen praksis og til uge 16 for sygehusene.
På enkelte områder er aktiviteten lidt øget i forhold til før epidemien. Blandt andet er flere borgere blevet henvist til kræftpakkeforløb i perioden mellem vinter- og påskeferie. Der har i perioder under epidemien været færre henvisninger end vanligt til kræftpakkerne, og stigningen kan skyldes, at flere personer har henvendt sig til sundhedsvæsenet med symptomer, der kan være kræft.
”Sundhedsvæsenet er fortsat i god gænge med aktivitet på sædvanligt niveau, og det er meget positivt, at aktiviteten er kommet så godt op efter 2. bølge af epidemien og fortsat er på det niveau. Der er fortsat patienter, der venter på udredning eller behandling, fordi deres tid blev udskudt under COVID-19”, siger enhedschef Charlotte Hosbond.
På enkelte områder på sygehusene er aktiviteten fortsat lidt lavere end før epidemien, for eksempel ser det i rapporten ud til, at der er færre, der bliver indlagt og behandlet på det somatiske område. Det vurderes primært at skyldes, at befolkningen fortsat er gode til at have forebygge smitte, for eksempel ved at holde afstand og spritte af.
Sundhedsstyrelsen vil fortsætte med at følge aktiviteten i sundhedsvæsenet tæt. Fremover dog i et nyt og kortere format end de seneste 10 rapporter. Det vil fortsat være muligt at følge udviklingen via Sundhedsstyrelsens side:
COVID-19: Monitorering af aktivitet i sundhedsvæsenet
Om rapporten
Denne 10. rapport beskriver, hvordan aktivitetsniveauet har været på sundhedsområdet i perioden fra uge 44 i 2019 og frem til uge 12 i 2021 for almen praksis, og fra uge 44 i 2019 til uge 16 i 2021 for sygehusvæsenet.