Er de gode hygiejnevaner væk?
Efter covid-19-epidemien er vores hygiejne blevet bedre. Men hukommelsen er kort, og flere gode vaner er allerede glemt. For eksempel viser en ny analyse, at flere springer håndspritten over.
Covid-19-epidemien har sat tydelige spor på vores hygiejnevaner. Vi er stadig gode til at hoste og nyse i ærmet og vaske hænder, når vi er hjemme. Men det går den forkerte vej, når man kigger på, hvor mange af os der bruger håndsprit efter indkøbsture og ture med offentlig transport.
Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.
At flere dropper håndspritten kan skyldes, at covid-19 ikke længere påvirker vores hverdag i lige så høj grad som tidligere. Men da vi står over for et efterår og en vinter, hvor vi forventer, at smitten med både covid-19 og influenza vil blusse op, er der grund til igen at minde hinanden om de gode vaner.
”Vi går ind i en vintersæson, som ser ud til at blive uden restriktioner. Derfor er det vaccinationerne og smitteforebyggelse, der skal hjælpe os godt igennem vinteren uden for meget sygdom. Så der er rigtig god grund til, at vi stadig husker de gode vaner, som fx at vaske eller spritte hænder og at blive hjemme, når vi er syge,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Line Raahauge Hvass.
En dans med et større formål
For at gøre det nemmere at huske de gode vaner henover efteråret og vinteren kører Sundhedsstyrelsen igen i år en kampagne med fokus på smitteforebyggelse.
”Danskerne ved godt, hvordan vi holder god hygiejne, så kampagnen er en påmindelse om, at det stadig er vigtigt. Vi vil gerne udbrede de gode råd på flere forskellige måder, så derfor kører der både en kampagne særligt målrettet forældre og børn og en mere humoristisk del med fokus på dans, fordi vi jo ved at kroppen husker”, siger kommunikationschef Eva Tolstrup Ziegler.
Som en del af kampagnen har vi fået hjælp af Westerbro Linedance, som danser de gode råd. Og på TikTok viser den professionelle danser og koreograf Nicky Andersen sit bud på en ”smitteforebyggelses-dans”.
Vil du være med til at danse de smitteforebyggende råd? Så se filmen fra Westerbro Linedance her:
Fakta fra undersøgelsen
Flere gode vaner er på tilbagetog
- Kun 11 % angiver, at covid-19-epidemien ikke har ændret deres hygiejnevaner
- 57 % nyser og hoster fortsat i albuen
- I 2021 angav 75 %, at de oftere sprittede hænder end før covid-19-epidemien, i 2022 er det 64 %.
- I 2021 angav 67 %, at de vasker hænder oftere end før covid-19-epidemien, det er i 2022 60 %
Håndvask i 2022
- Danskerne holder niveauet fra 2021 for håndvask i hjemmet. Således vasker lige så mange (91 %) altid hænder efter toiletbesøg, og godt 70 % altid før/efter madlavning i 2022.
- 41 % af de unge vasker imidlertid sjældent eller aldrig hænder efter at have pudset næse. Det er mellem 34 og 27 % blandt de øvrige aldersgrupper
Håndsprit i 2022
- 54 % spritter altid eller for det meste hænder efter de havde handlet ind, det tal var 71 % i 2021
- 42 % spritter altid eller for det meste hænder efter ture med offentlig transport. I 2021 var tallet 51 %
- 54 % af de unge spritter aldrig eller sjældent efter indkøbsture, det er mellem 39 % og 45 % blandt de øvrige aldersgrupper
Rengøring i hjemmet 2022
- 24 % af danskerne gør kun de mest brugte kontaktflader rent en gang om måneden eller sjældnere
- 65 % af danskerne gør kun deres telefon ren en gang om måneden eller sjældnere – det tal er uændret fra 2021
- 70 % lufter ud flere gange om dagen – det tal er også uændret fra 2021
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.528 danskere i analyseinstituttet Norstats panel i september 2022