Hvordan skaber man gode skærmvaner i familien?
En ny kampagne sætter fokus på, hvordan man som forælder kan involvere sig i sit barns digitale liv og samtidig skabe gode skærmvaner i hele familien.
Telefoner, tablets og andre skærme en fast del af hverdagen for os alle sammen. Tid ved skærmen kan være værdifuldt, men det er også vigtigt, at børn og unges skærmaktiviteter ikke går ud over nattesøvnen og den fysiske leg og bevægelse.
Derfor er budskabet i Sundhedsstyrelsens nye kampagne ”Styr på Skærm,” at man som forælder forholder sig til brugen af telefon og andre skærme i familien. Kampagnen består blandt andet af en række animationsfilm til forældre med børn i alderen 0-15 år, som viser nogle af de udfordringer forældre kan opleve, og som henviser til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for skærmbrug.
Anbefalingerne tager udgangspunkt i litteraturstudier og viden på området, der viser, at skærmbrug op til sengetid giver dårligere søvn for alle børn i aldersgruppen. Sengetider kan blive forrykket, og børn kan komme for sent i seng, ligesom de ældste i aldersgruppen bliver forstyrret af telefonen om natten.
”Det er ikke skadeligt i sig selv at bruge tid med en skærm, men det kan stjæle tiden fra andre vigtige aktiviteter. Hvis tiden med telefonen, computeren eller andre skærme rykker børns sengetid eller står i vejen for, at de er fysisk aktive i løbet af dagen, ved vi, at det både har betydning for deres fysiske og mentale sundhed,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.
Vi kan alle have godt af en pause fra skærmen
Børn gør som deres forældre. Derfor bør voksne gå forrest, når der skal skabes sunde digitale vaner i familien. Det kan være en god ide, at familien taler om, hvordan de vil bruge skærmen og hvornår. For nogle familier kan det være gavnligt at have en aftale om, at telefonen skal lægges helt væk, både hos store og små, når man spiser aftensmad, eller efter et bestemt tidspunkt på aftenen.
Indsatsen har også et budskab om, at samvær med børnene godt kan være at lave noget sammen med skærmen, fx at se en film eller spille et computerspil. Det vigtige er bare, at man husker at variere, så al tid sammen ikke bliver brugt ved en skærm.
”Når børnene er små, er det særligt vigtigt, at de får en masse bevægelse ind i deres hverdag. Fysisk aktiv leg og bevægelse er afgørende for, at børn kan udvikle sig motorisk, ligesom det er med til at styrke deres muskulatur,” siger Niels Sandø
Indsatsen er både målrettet forældre og fagpersoner, der er i kontakt med børnefamilier.
Læs Sundhedsstyrelsens baggrundsnotat om skærmvaner
Gå til Sundhedsstyrelsens temaside: Styr på skærm
Anbefalinger for brug af skærm i familier
- Lad ikke dit barn bruge skærm inden sengetid
- Undgå telefon eller tablet i dit barns soveværelse i løbet af natten
- Sørg for at dit barn laver andet end at se skærm i løbet af dagen
- Vis interesse for dit barns digitale liv
- Snak sammen om reglerne for brug af skærm i jeres familie – lad aftalerne gælde både børn og voksne
- Tænk over, hvordan du bruger skærmen, når du er sammen med dit barn – husk du er rollemodel