xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny rapport: Sådan kan kommuner forenkle og forbedre dokumentation i ældreplejen

En ny undersøgelse kortlægger, hvordan ni kommuner har arbejdet med at styrke deres måde at dokumentere på i ældreplejen. Undersøgelsen konkluderer blandt andet, at det frigiver tid til den nære pleje og omsorg for borgerne, når man forenkler arbejdsgangene for dokumentation.

31 JAN 2025

Medarbejdere i ældreplejen bruger hver dag tid på at dokumentere. Dokumentationen gør det muligt at dele viden om borgerne og er afgørende for, at medarbejderne kan give den rette pleje og omsorg. Men hvordan skaber man en god balance mellem dokumentationsopgaven og kerneopgaven? Og hvordan sikrer man, at dokumentationen opleves som en meningsfuld del af hverdagen?

Det er nogle af de spørgsmål, som rapporten ”Meningsfuld dokumentation i ældreplejen” ser på. Rapporten er bestilt af Videncenter for ældrepleje i Sundhedsstyrelsen og bygger på ni kommuners arbejde med at dokumentere mere meningsfuldt og med at øge kvaliteten af dokumentationen.

”Vi hører ofte, at dokumentationsopgaven fylder meget – og nogle gange for meget – i ældreplejen. Dokumentation er en vigtig faglig opgave, som, når den er relevant, er med til at løfte kvaliteten og dermed borgernes trivsel i dagligdagen. Undersøgelsen peger på, hvordan det kan gøres på en meningsfuld måde og som en integreret del af hverdagen”, siger Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsens enhed for ældre og demens.

Forenklede arbejdsgange og meningsfuld dokumentation

Rapporten konkluderer, at det kan lade sig gøre at forenkle arbejdsgange og dokumentationskrav samt at tilpasse dokumentationen til lokale forhold. Den konkluderer også, at det er muligt at skabe bedre og mere meningsfuld dokumentation, der giver medarbejderne mere tid til den nære pleje og omsorg.

Undersøgelsen viser blandt andet at:

  • Forenklede arbejdsgange for dokumentation bidrager til mere tid til den nære pleje og omsorg, bedre muligheder for tværfaglige drøftelser og en dokumentationspraksis, der i højere grad sker i samarbejde med borgerne.
  • Flere af de interviewede kommuner er lykkedes med at mindske dobbelt dokumentation og registreringer, som opleves meningsløse for medarbejdere.
  • Dokumentationen bliver mere retvisende og faglig relevant, når medarbejderne mødes systematisk på tværs af faggrupper for at drøfte dokumentationen. Det skaber desuden sammenhæng i opgaveløsning der kan komme både medarbejde og borgere til gode.
  • Medarbejdernes medejerskab er afgørende for at opnå de mest hensigtsmæssige resultater, når det kommer til nytænkning af dokumentation og dokumentationspraksis. Medarbejderne skal støttes i, at dokumentation hviler på tillid, læring og faglighed.

Læs rapporten ”Meningsfuld dokumentation i ældreplejen”