Nye rammer for behandling med psykofarmaka
Sundhedsstyrelsen har revideret vejledningerne fra 2014 om behandling med antipsykotiske lægemidler til personer over 18 år med psykotiske lidelser [1] og voksne med antidepressive lægemidler [2] for at sikre, at patienterne får rette behandling af rette fagperson. De to vejledninger fra 2014 udgår. Sundhedsstyrelsens nye vejledning præciserer omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med behandling med psykofarmaka af voksne med psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser. Denne artikel giver et overblik over, hvad ændringerne betyder for læger såvel som patienter.
Månedsbladene opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.
- Mathilde Horn Andersen, Enhed for Evidensbaseret Medicin, Sundhedsstyrelsen
- Bo Christensen, Forskningsenheden for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, Sagkyndig rådgiver for Sundhedsstyrelsen
- Jimmi Nielsen, Psykiatrisk Center Glostrup, Region Hovedstadens Psykiatri Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet Sagkyndig rådgiver for Styrelsen for Patientsikkerhed
Hvad er indholdet i den nye vejledning?
Vejledningen beskriver, ligesom de tidligere vejledninger, forhold relateret til ordination af antipsykotika og antidepressiva, og som noget nyt indeholder den afsnit om en række yderligere psykofarmaka.
Vejledningen konkretiserer bl.a., at almen praksis fremover må opstarte antidepressive lægemidler til unge voksne under 25 år med depression, samt hvornår en konsultation omhandlende den medicinske behandling skal foregå fysisk eller kan foregå virtuelt (Faktaboks 1). Derudover frafaldes en lang række krav til monitorering mhp. at give mere hensigtsmæssig fleksibilitet og plads til lægens faglige skøn og råderum i relation til den enkelte patient.
Vejledningen præciserer, at opstart af behandling af psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser med en række lægemidler er en opgave for en læge ansat i psykiatrien eller af en læge med særlige kompetencer (se definition af dette i Faktaboks 2). Disse lægemidler er bl.a. litium, MAO-hæmmere, tricykliske antidepressiva og medicin mod hyperkinetiske forstyrrelser.
Derudover definerer vejledningen en række forhold, der skal være opfyldt, før en patient kan overgå til behandling i et andet regi, samt at læger skal tilbyde hjælp til aftrapning. Dette gælder også i situationer, hvor en patient insisterer på at stoppe behandlingen, selvom lægen vurderer det som uhensigtsmæssigt. Vejledningen beskriver ikke rammerne for udredning og diagnosticering.
Hvordan ændres hverdagen i almen praksis?
De følgende to cases illustrerer, hvorledes hverdagen i almen praksis ændrer sig fra før til efter revideringen af vejledningerne.
