Haderslev: "Det kræver ændringer i kultur og mindset"
Kommunen etablerede som en del af projektet ”Kaffe først – mennesket før bureaukrati” to tværfaglige og selvstyrende teams i ældreplejen. I et team arbejdede der samlet 10-12 medarbejdere, der dækker dagvagt og aftenvagt. Teamet bestod af SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter, sygeplejersker, en pædagogisk assistent og en ergoterapeut. De to teams blev understøttet af et såkaldt Back Office, der bestod af ledere, interne konsulenter og en coach.
Erfaringerne fra Haderslev:
- Borgerne gav udtryk for, at det var en lettelse med faste teams, fordi de ikke skulle starte forfra, hver gang en ny medarbejder kom i hjemmet.
- Medarbejderne gav udtryk for, at de følte et stort ansvar for de borgere, de kom hos. Erfaringerne peger derudover på, at medarbejderne arbejdede mere systematisk ud fra borgerens ønsker og mål, og at der var en højere faglighed og kontinuitet i behandling og pleje skabt af det tværfaglige miljø med løbende vidensdeling og oplæring.
- Fravær af en kollega oplevedes mere markant i et lille team, end den ville i et større team, hvor der er flere at fordele dagens besøg ud til. Selvom medarbejderne i de to mindre teams reelt havde et lidt lavere sygefravær, oplevedes det som værende højere. Det er noget, man skal have for øje, så trivsel og psykologisk tryghed i teamene styrkes.
Gode råd fra Haderslev:
- Ændringerne er omfattende for både medarbejdere, ledere og administration, og forudsætter ændringer i kultur og mindset. Det tager tid, kræver vedholdenhed og daglige refleksioner over, hvordan vanlig adfærd og handlinger bør justeres.
- Det fungerer godt, når medarbejdere er medudviklere, og når ideer til ændringer kommer fra medarbejderne, bl.a. baseret på feedback fra borgerne.
- Teamets udvikling og muligheder for at arbejde Buurtzorg-nært er i høj grad afhængig af den støtte og rammesætning, der gives af ledelsen. Opgaven i ledelsen er at skåne teamet for unødvendige, bureaukratiske opgaver samt at støtte teamet, så det har de bedste forudsætninger for at arbejde selvledende og at møde det enkelte menneske med "Kaffe først".
Dette er en opsummering af en artikel vedrørende forsøget i Haderslev Kommune oprindeligt bragt på platformen Omsorg og nærvær under www.sst.dk i 2022. Denne artikel tegner derfor et billede af projektet anno 2022. Der er siden blevet arbejdet videre med projektet.
Opdateret 23 OKT 2024