xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Pleje og omsorg for mennesker med demens

89.000 danskere skønnes at leve med demens, og i takt med at danskerne lever længere, vil tallet stige. Sundhedsstyrelsen arbejder bl.a. for at sikre bedst mulig pleje og omsorg af mennesker med demens.

Danskerne lever længere, og det er jo godt. Men jo ældre vi bliver, jo større er risikoen for at blive syg, fx med demens. Omkring 200 forskellige sygdomme kan ledsages af demens eller kognitive forstyrrelser. Alzheimers sygdom er langt den hyppigste demenssygdom, men mange andre sygdomme kan være årsag til demens.

Risikoen for demens stiger med alderen, og demens skyldes sygdom. Det er en myte, at demens er en naturlig følge af at blive ældre. Den hyppigste årsag til demens er Alzheimers sygdom, som mindst halvdelen af alle mennesker med demens lider af.

Pleje og omsorg

Mennesker med demens oplever gradvis at miste deres funktionsevner. Det kan give den syge en følelse af at miste sin identitet, selvbestemmelse og værdighed, og det bevirker i sig selv, at personen ofte oplever stor frustration og afmagt.

Demenssygdommen skaber også en øget risiko for social isolation, fordi det bliver sværere for den syge at kommunikere med omverdenen.

Pleje og omsorg for mennesker med demens tager udgangspunkt i at lette disse oplevelser og så vidt muligt bevare trygheden og selvværdet hos personen med demens - bl.a. ved at understøtte et meningsfuldt samspil med andre mennesker.

Hvad er demens?

Demens er betegnelsen på den tilstand, man kommer i, når de mentale færdigheder bliver svækket af sygdom. Demens viser sig bl.a. ved svækkelse af mentale funktioner som hukommelse, koncentration, rumopfattelse, sprogfærdighed, evnen til at løse problemer m.v. Udover disse kognitive symptomer kan demens også ledsages af en række psykiatriske symptomer og adfærdsforstyrrelser som f.eks. apati, depression, agitation og hallucinationer. 

Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens

Opdateret 24 APR 2019