Træningsguide for mennesker med demens
Inspiration til øvelser og leg i fem hverdagsmiljøer der understøtter mennesker med demens i at være fysisk aktive
Guiden er til dig, der er medarbejder i en kommune, frivillig, pårørende, træner i en forening samt andre, der understøtter ældre med demens i at blive og ikke mindst vedblive med at være fysisk aktive.
Guiden består af 27 øvelser og lege. De er fordelt på fem hverdagsmiljøer:
Opdelingen gør det hurtigt at finde relevant inspiration til øvelser og lege, som får pulsen op og integrerer kognitiv træning. Flere af øvelserne kan anvendes på tværs af hverdagsmiljøerne og tilpasses borgerens fysiske og kognitive funktionsniveau.
Fysisk aktivitet er godt for alle mennesker, og fysisk aktivitet, der får pulsen op, er endnu bedre – også for mennesker med demens. En fysisk aktiv hverdag styrker livskvaliteten, og har stor betydning for bevarelsen af et godt fysisk helbred, mental sundhed og for opretholdelsen af funktionsevnen.
Træningsguiden findes også som samlet publikation, hvor du kan få mere viden om fysisk aktivitet, kommunikation funktionsevne og demens samt gode råd til planlægning og udførelse af træning. Der findes også en kort udgave:
Træningsguide for mennesker med demens - kort og lang udgave
Fagligt fundament
Fysisk aktivitet
Regelmæssig fysisk aktivitet er generelt med til at forebygge en række sygdomme såsom forhøjet blodtryk, apopleksi, knogleskørhed og type 2-diabetes. Generelt kan fysisk aktivitet endvidere vedligeholde – og i nogle tilfælde forbedre – kondition, muskelstyrke, udholdenhed og balance. Et højt fysisk aktivitetsniveau medvirker således til at bevare det fysiske funktionsniveau, og dermed evnen til at udføre almindelige hverdagsaktiviteter (ADL). Derudover nedsætter fysisk aktivitet også risikoen for fald og faldskader hos ældre mennesker.
Fysisk aktivitet kan også bidrage til at opfylde basale psykologiske behov hos alle mennesker. Fysisk aktivitet sammen med andre kan fx give godt socialt samvær, hvilket kan have positive effekter på den mentale sundhed
Der er endvidere nogen evidens for, at fysisk aktivitet kan forbedre eller stabilisere den kognitive funktion hos mennesker med mild demens, mens der mangler viden om effekten hos mennesker med sværere grader af demens.
Funktionsevne
Funktionsevne er en samlet betegnelse for, hvad mennesker er i stand til eller formår med udgangspunkt i deres fysiske, psykiske og sociale funktion. Alle menneskers funktionsevne har betydning for fysisk aktivitet, også funktionsevnen hos mennesker med demens.
Fysisk aktivitet og træning kan betyde, at ældre og mennesker med demens vedligeholder eller forbedrer deres funktionsevne og dermed deres evne til at klare hverdagsaktiviteter.
Personlige faktorer, demenssygdommens symptomer, ernæring og medicin kan påvirke funktionsevnen og dermed den enkeltes lyst til og mulighed for at udføre fysisk aktivitet.
Kommunikation
Da mange mennesker med demens kan have svært ved at udtrykke sig, kan kommunikation være en udfordring. Dette kan have betydning for, om den enkeltes behov for fysisk aktivitet bliver dækket, og hvorvidt vedkommende deltager i en aktivitet, der er egnet.
Viden om personlige faktorer, herunder særligt viden om den enkeltes livshistorie og personlighed, kan gøre det nemmere at kommunikere med mennesker med demens om fysisk aktivitet.
Om træningsguiden
Som opfølgning på demenshandlingsplanen udbreder Sundhedsstyrelsen træningsguiden yderligere i 2020-2023
Revison af træningsguiden
Sundhedsstyrelsen har i 2021 - i samråd med ældreorganisationer, kommuner, frivillige m.fl. udarbejdet en lang og en kort udgave af guiden, der kan hentes her fra hjemmesiden. I den forbindelse har Sundhedsstyrelsen foretaget sproglige justeringer og suppleret guiden med ni nye øvelser i samarbejde med DGI, så der nu er i alt 27 øvelser.Det har i forbindelse med revisionen af guiden ikke været muligt at opdatere guidens vidensgrundlag fra 2018.
Erfaringer ved brug af træningsguiden
Sundhedsstyrelsen har januar 2020 udgivet en kortlægning af kommuners og udvalgte frivillige foreningers kendskab til og anvendelse af træningsguiden.