Håndbog om det gode samarbejde med pårørende
I vores håndbog, som er udviklet til dig, der arbejder i ældreplejen, kan du hente viden om og inspiration til et godt samarbejde med pårørende til ældre plejemodtagere. Find også støttematerialer, der kan hjælpe jer i gang med at bruge håndbogens metoder.
Synes du, at samarbejdet med pårørende indimellem er svært? Føler du, at I hos jer mangler en systematisk tilgang til at etablere og håndtere gode samarbejder med pårørende? Så er der måske hjælp at hente i vores håndbog ”Det gode samarbejde med pårørende i ældreplejen”.
Bogen indeholder
- metoder og redskaber, der kan hjælpe jer til at træne, udvikle og styrke samarbejdet med pårørende både i hjemmeplejen og på plejehjem
- faglig viden om pårørendes forskellige behov, og hvordan du inddrager og forventningsafstemmer med dem på forskellig vis
- konkrete eksempler på, hvordan du som professionel kan møde og samarbejde med pårørende i hverdagen.
Håndbogen bygger på rapporter, analyser og forskning, som er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og en række andre organisationer. Den er udviklet i samarbejde med ledere fra både plejehjem og hjemmepleje, pårørende, pårørendeorganisationer samt af praksiseksperter fra Sundhedsstyrelsens Værdighedsrejsehold og Demensrejsehold.
Håndbogen 'Det gode samarbejde med pårørende i ældreplejen' er også tilgængelig som en lydbog. Der er tale om en lettere redigeret version af håndbogen. Varighed: 1 time og 25 minutter.
Hent håndbogen (webtilgængelig version)
Du har også mulighed for at finde lydbogen, der hvor du lytter til podcasts.