Engelsk

Lærings­forløb om værdig ældrepleje med fokus på organisation, ledelse og samarbejde

Kommuner og private leverandører på ældreområdet inviteres hermed til at ansøge om et læringsforløb, der forestås af værdighedsrejseholdet i regi af Videnscenter for værdig ældrepleje. Læringsforløbet skal understøtte arbejdet med værdighed i ældreplejen.

Projektperiode

Gennem ansøgningspuljen er det muligt at søge om læringsforløb med forventet opstart i efteråret 2019, tidligst medio august. I ultimo 2019 vil der være endnu en ansøgningsrunde for læringsforløb med opstart i foråret 2020.

Baggrund for projektet

Som led i satspuljeaftalen 2018-2021 er der afsat midler til at etablere et nationalt Videnscenter for værdig ældrepleje i Sundhedsstyrelsen. Videnscentret har til formål at understøtte kommunernes arbejde med værdighed i ældreplejen gennem rådgivning, kompetenceudvikling, netværksfacilitering samt formidling af nyeste viden og best practice. I regi af Videnscenter for værdig ældrepleje etableres et rejsehold, der skal gennemføre praksisnære læringsforløb om værdighed i ældreplejen. Læs mere om Videnscenter for værdig ældrepleje.

Formål

Puljen har til formål at understøtte værdighed i ældreplejen gennem målrettet udvikling af ledelseskompetencer, strukturer og organiseringer. Der vil således være fokus på rammer, arbejdsgange, snitflader og sammenhænge med henblik på at arbejde konkret med udvikling af lokale ledelseskompetencer.

Et læringsforløb skræddersyes, så læringsforløbets konkrete formål og indhold tager udgangspunkt i ansøgerens aktuelle behov, udfordringer og målsætning.

Afhængigt at den konkrete ansøgers behov, udfordringer og målsætning, kan det forventede udbytte af indsatsen for de deltagende ledere m.fl. for eksempel være:
  • Styrket fagligt lederskab.
  • Øgede kompetencer til at arbejde med forandringsprocesser, værdi- og kulturprocesser samt implementering i praksis.
  • Øgede kompetencer til organisatorisk udvikling med øget værdig ældrepleje som sigte.
  • Øgede kompetencer til at styrke sammenhæng og samarbejde, for eksempel på tværs af fagligheder eller vagtlag.

Målgruppe

Den primære målgruppe for læringsforløbene er ledere og udvalgte medarbejdere med ledelses-, udviklings- eller implementeringsansvar, som i dagligdagen rammesætter arbejdet med værdig ældrepleje. Det kan både være plejecenterledere, hjemmeplejeledere, lokale team- og gruppeledere, ledere i forvaltningen samt medarbejdere med særlige nøglefunktioner. Hvis det er relevant, kan en sekundær målgruppe være medarbejdere, der indgår i pleje og omsorg af ældre borgere.

Hvem kan søge

Kommuner og private leverandører på ældreområdet, der ønsker at løfte ledelseskompetencer, strukturer og organiseringer med henblik på en forbedret værdighed, kan ansøge om et læringsforløb.

Kriterier for udvælgelse af ansøgninger

Ved vurdering af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på følgende kriterier:
  • I hvilken grad ansøger kan beskrive de udfordringer, de ønsker læringsforløbet skal have fokus på.
  • I hvilken grad ansøger kan beskrive forventninger til udbyttet af læringsforløbet, herunder hvilken effekt det forventes at have på værdighed i ældreplejen.
  • I hvilken grad ansøger kan beskrive sin motivation for deltagelse i læringsforløbet. 

Det vurderes positivt, hvis der i et tidligere kort rådgivningsforløb ved videnscentret på basis af påbud fra Ældretilsynet ved Styrelsen for Patientsikkerhed, er vurderet et væsentligt potentiale for ansøgeren ved et læringsforløb.

Ansøgere, der tidligere har modtaget lange forløb ved værdighedsrejseholdet, kommer kun i betragtning, hvis der ikke er andre ansøgere, der lever op til kriterierne.

Finansiering

Læringsforløbet er gratis. Det betyder, at Sundhedsstyrelsen afholder alle udgifter til værdighedskonsulenterne samt de materialer, der anvendes i forløbet.

Ansøgningsfrist

Torsdag den 09. maj 2019 kl 12.00.

Ansøgningsmateriale

Puljeopslag
Ansøgningsskema

Yderligere oplysninger

Sundhedsstyrelsen kan kontaktes frem til den tirsdag den 23. april 2019 vedr. spørgsmål til puljen. Spørgsmål og svar af generel karakter vil blive offentliggjort på puljens hjemmeside efterfølgende.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål
Kan man ansøge om de skræddersyede forløb (de organisatoriske læringsforløb), når man har fået tildelt et af de andre forløb med værdighedsrejseholdet?
Svar
I puljeopslagets afsnit om Kriterier for udvælgelse af ansøgninger står der:
"Ansøgere, der tidligere har modtaget lange forløb ved værdighedsrejseholdet, kommer kun i betragtning, hvis der ikke er andre ansøgere, der lever op til kriterierne".

Spørgsmål
Er der et loft for mange forløb de enkelte kommuner kan få?
Svar
Kommuner kan ikke komme i betragtning til Organisatoriske læringsforløb på plejecentre/i hjemmepleje, som tidligere har fået tildelt lange rejseholdsforløb med mindre der ikke er andre kvalificerede ansøgere (se ovenfor).
Kommuner kan godt søge til andre institutioner/organisationer i kommunen som ikke har fået tildelt forløb med værdighedsrejseholdet.

Spørgsmål
Kan regionerne også få besøg af værdighedsrejseholdet?
Svar
Videnscenter for værdig ældrepleje har til formål at understøtte kommunerne i at skabe mere værdighed i ældreplejen. Dette sker bl.a forskellige forløb med værdighedsrejseholdet.
Disse forløb kan derfor kun søges af kommuner og private leverandører på ældreområdet.

Spørgsmål
Kan en kommune sende flere ansøgninger til puljeopslaget? Forstået på den måde, at hvis vi har flere centre, som gerne vil ansøge, men hvor det ikke nødvendigvis giver mening, at forløbet laves med andre centre, kan der så laves en ansøgning pr. center/organisatorisk enhed?
Svar
Med henvisning til puljeopslagets kriterier for udvælgelse af ansøger, vurderes ansøgers forventninger til udbytte og effekt af læringsforløbet. Her må det forventes, at jo flere der deltager i forløbet desto større implementeringskraft vil være til stede. Derfor lægger vi vægt på at læringsforløbet ikke koncentrerer sig om en for lille gruppe af ledere og medarbejdere, og dermed vil udgøre en mere spinkel implementeringskraft.
Der kan være gode faglige grunde til at flere plejeenheder slår sig sammen om et organisatorisk læringsforløb. Et læringsforløb som går på tværs af fx to eller flere mindre plejeenheder giver mulighed for netværksdannelse og faglig sparring på tværs. Dette på trods af, at det er forskellige udfordringer man arbejder med.

Spørgsmål
Bliver det muligt at søge om midler i 2020 også?
Svar
I den nuværende pulje er det muligt at ansøge om læringsforløb med forventet opstart i efteråret 2019 – tidligst med opstart i medio august. I slutningen af 2019 vil der være en ansøgningsrunde for læringsforløb med opstart i foråret 2020.

Opdateret 04 APR 2019