Ilt-hjemmebesøg til patienter med svær kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) - en medicinsk teknologivurdering
Behandling og pleje af patienter med især svær KOL er således et ressourcetungt sygdomsområde, hvor der i dag er implementeret forskellige ordninger – herunder opfølgende ilthjemmebesøg. Der er således et behov for mere viden om funktionen af forskellige måder at tilrettelægge tilbuddene til de KOL-patienter, der har behov for permanent eller løbende iltbehandling. Set ud fra MTV tankegangen er det relevant at vurdere de forskellige typer af tilbud ud fra et teknologisk/behandlingsmæssigt perspektiv, et patientperspektiv, et organisatorisk perspektiv og et økonomisk perspektiv. Hensigten er at bidrage til et nuanceret grundlag for beslutningen om, hvordan tilbuddene tilrettelægges. Dette er ikke ensbetydende med, at der gives et klart svar på, hvilken tilrettelæggelse af tilbuddene til KOL-patienterne, der skal vælges, men i højere grad at der peges på de problemstillinger, der skal tages højde for, når valget træffes.
Teknologien i denne MTV består i organiseringen af kendte behandlingsmuligheder i et alternativt regi. Iltbehandling af KOL-patienter er en gennemdokumenteret behandlingsform, ligesom sygehusbaseret iltbehandling af patienter i disses hjem er velbeskrevet. Det unikke i teknologien er således det fremskudte element forstået som et sygehusbaseret tilbud, hvor patienterne tilbydes monitorering og justering af deres iltforbrug i deres eget hjem. Denne teknologi kalder vi for ”opfølgende ilthjemmebesøg”. Det fremskudte element og det forhold, at anvendelsen af en kendt behandlingsform foregår på væsentligt ændrede præmisser, gør ilthjemmesygeplejerskernes indsats til en unik og selvstændig teknologi.
Undersøgelsen søger at besvare spørgsmålet om, hvorvidt opfølgende ilthjemmebesøg er en bedre eller lige så god ordning som det traditionelle ambulante besøg for patienter med svær KOL.
Formater: