xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny hjemmeside understøtter implementeringen af ældreloven

Videnscenter for ældrepleje i Sundhedsstyrelsen har samlet viden, redskaber og materialer, der kan hjælpe kommuner og plejeenheder med at implementere den nye ældrelov, der træder i kraft i dag tirsdag d. 1. juli 2025.

01 JUL 2025

I dag træder den nye ældrelov i kraft. Loven er bygget op om, at selvbestemmelse, livskvalitet og et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund skal kunne mærkes i den ældres dagligdag. Videnscenter for Ældrepleje har derfor styrket deres hjemmeside med viden, inspiration og redskaber, der kan hjælpe ledere, medarbejdere og andre fagprofessionelle i deres arbejde med at implementere loven.

"Når ældreloven skal omsættes fra visioner til praksis, er der brug for ny viden og nye kompetencer, for at det kan ske på en god måde. Derfor har vi set på, hvad kommuner og plejeenheder kan have behov for i arbejdet og udarbejdet en række temasider, som kan hjælpe dem med at få implementeret ældreloven i deres hverdag," siger enhedschef Mads Biering la Cour, og fortsætter:

”Vi ved, at mange kommuner og plejeenheder allerede er vel i gang med arbejdet, og derfor har vi både samlet indhold til dem, der ikke er kommet så langt, og dem der er godt undervejs i processen.”

Temasiderne indeholder blandt andet eksempler fra praksis og anden inspiration til, hvordan man som kommune eller medarbejder kan arbejde med lovens temaer samt værktøjer til kompetenceudvikling. Det kan fx være mødepakker, E-læring og refleksionskort.

Videncenter for Ældreplejes hjemmeside henvender sig til ledere og medarbejdere i ældreplejen, forvaltninger, ældrechefer, men også undervisere, civilsamfundsaktører og andre med ansvar og interesse for ældreområdet kan få inspiration på siderne.

Hjemmesiden vil blive opdateret løbende i takt med, at der kommer nye erfaringer fra kommunernes arbejde med ældreloven.

Gå til Videncenter for ældreplejes hjemmeside