xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Anbefaling om RSV-vaccination til gravide: FAQ til besvarelse af henvendelser til almen praksis, jordemødre og fødeafdelinger

26 MAJ 2025

FAQ som PDF

Anbefaling om RSV-vaccination til gravide: FAQ til besvarelse af henvendelser til almen praksis, jordemødre og fødeafdelinger


 

Om RS-virus

Hvad er RS-virus?

RSV er en forkortelse for respiratorisk syncytialvirus, som er en luftvejsvirus, der er en almindelig og hyppig årsag til luftvejsinfektioner i efterårs- og vintersæsonen (fra oktober til og med marts). RS-virus smitter gennem små dråber fra hoste, nys og lignende.

Kan man blive alvorligt syg af RS-virus?

RS-virus giver i de fleste tilfælde anledning til milde forkølelseslignende symptomer. Særligt hos spædbørn kan RS-virus i nogle tilfælde give anledning til alvorlig sygdom, hvor indlæggelse kan blive nødvendigt. Spædbørn er i risiko for alvorlig sygdom, fordi deres immunsystem endnu er umodent, og fordi de små luftveje kan blokeres pga. inflammation og slimproduktion som følge af en infektion med RSV.

Hvor mange børn bliver alvorligt syge grundet RS-virus?

Siden 2015 er der hvert år ca. 1.300 børn under ét år, der er blevet indlagt pga. en infektion med RS-virus. Risiko for indlæggelse og intensiv behandling stiger, jo yngre barnet er. Blandt spædbørn, der indlægges med RSV-sygdom, før de fylder tre måneder, får ca. 40 % behov for intensiv behandling.

 

Om Sundhedsstyrelsens anbefaling

Hvorfor anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination mod RSV-sygdom til gravide?

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod RSV-sygdom til gravide for at forebygge alvorlig og indlæggelseskrævende sygdom grundet RS-virus hos spædbørn. Et sæsonbaseret program vil beskytte de alleryngste og mest udsatte spædbørn, der er født til termin i RSV-sæsonen.

Hvornår begynder gravide at blive tilbudt RSV-vaccination?

Det er endnu ikke afklaret, om og i så fald hvornår der vil komme et gratis tilbud om RSV-vaccination til gravide. Sundhedsstyrelsen har sendt sin anbefaling om RSV-vaccination til gravide til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som varetager den videre proces. Det er således i sidste ende en politisk beslutning, om der indføres et gratis tilbud om RSV-vaccination.

Hvornår i graviditeten anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination?

RSV-vaccinen er godkendt til brug hos gravide mellem graviditetsuge 24 og 36. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vaccinen gives ved den forebyggende graviditetsundersøgelse hos egen læge i graviditetsuge 32.

I hvilken periode/sæson gælder et eventuelt vaccinationstilbud?

RSV-sæsonen går fra oktober til og med marts. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vaccination tilbydes gravide, der har termin i og op til RSV-sæsonen. På den måde beskyttes de alleryngste
spædbørn, der er født til termin i RSV-sæsonen. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at
gravide, der har termin i juli til og med marts, tilbydes vaccination.

Om vaccinen (Abrysvo®)

Hvordan virker vaccinen?

Spædbørn født af mødre, som er blevet vaccineret mod RSV, beskyttes mod alvorlig RSV-sygdom, fordi de får overført antistoffer fra moderen, mens de stadig er i maven.

Hvor godt virker vaccinen?

Vaccination af gravide nedsætter risikoen for alvorlig nedre luftvejsinfektion som følge af RS-virus hos spædbarnet med ca. 70 % i de første 6 levemåneder.

Hvor længe beskytter vaccinen?

Vaccinen beskytter barnet i minimum de første 6 måneder.

Er vaccinen sikker, og hvad er de hyppigste bivirkninger?

De hyppigste bivirkninger er ømhed på vaccinationsstedet, hovedpine og muskelsmerter. Alvorlige bivirkninger som fx alvorlig allergisk reaktion er meget sjældne. Vaccinen er ikke
forbundet med øget risiko for skade på fosteret eller det nyfødte barn.

Har vi erfaringer med at bruge vaccinen?

Vaccinen blev godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder i august 2023. Vaccinen blev godkendt på baggrund af et videnskabeligt studie, hvor der deltog over 7.000 gravide
kvinder. Vaccinen er blevet indført i vaccinationsprogrammer i blandt andet USA, Australien, Argentina, Storbritannien og Frankrig. Det estimeres, at flere end 1,3 mio. gravide kvinder på
verdensplan er blevet vaccineret mod RSV, og erfaringerne bekræfter, at vaccinen er sikker for både den gravide og fosteret.

Hvor kan jeg læse mere om vaccinen?

Man kan læse mere om vaccinen her: https://min.medicin.dk/Medicin/Praeparater/10479

 

Andre spørgsmål og svar

Hvorfor anbefales vaccination ikke til alle gravide?

Sundhedsstyrelsen har vurderet, hvilken gruppe af gravide og deres spædbørn, som vil få størst gavn af vaccination. I den vurdering har Sundhedsstyrelsen lagt vægt på følgende:

  • På nuværende tidspunkt er der kun dokumenteret effekt af vaccination hos spædbarnet i de første 6 måneder efter fødsel.
  • Blandt raske spædbørn født til termin, er det de alleryngste på 0-3 måneder, der er i størst risiko for alvorlig RSV-sygdom, og som derfor vil have mest gavn af vaccination.
    Dvs. at spædbørn, der fødes til termin i perioden fra juli måned og til og med marts, og som derved er mellem 0 og 3 måneder i RSV-sæsonen, vil have mest gavn af vaccination.

Hvilke vaccinationstilbud findes til gravide?

Der er på nuværende tidspunkt følgende vaccinationstilbud til gravide:

  • Kighostevaccination tilbudt i graviditetsuge 25 eller 32 hos egen læge hele året rundt.
  • Influenza og covid-19-vaccination tilbudt i 2. og 3. trimester fra oktober til og med december