Vaccination mod hepatitis til særlige risikogrupper
Gratis vaccination mod hepatitis kan tilbydes særlige risikogrupper. Disse inkluderer bl.a. intravenøse stofbrugere og pårørende til mennesker med kronisk hepatitis B.
Personer med intravenøst stofbrug
Gratis hepatitisvaccination af personer med intravenøst stofbrug og deres pårørende blev indført som et tilbud i marts 2005. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der vaccineres så tidligt som muligt efter at en person er påbegyndt et intravenøst stofbrug. Intravenøse stofbrugere, som ikke har været smittet med hepatitis B, vaccineres med en kombineret hepatitis A + B vaccine.
Pårørende
Personer, der bor sammen med en person med kronisk hepatitis B-infektion, samt faste seksualpartnere, kan blive vaccineret gratis mod hepatitis B. Baggrunden er, at smitte med hepatitis B i Danmark hovedsageligt sker fra personer med kronisk hepatitis B infektion via usikker sex samt gennem langvarig tæt kontakt blandt personer, der bor sammen.
Hepatitis C-smittede
Personer med hepatitis C-infektion kan blive vaccineret gratis mod hepatitis B, fordi hepatitis C-smittede har risiko for at udvikle alvorlig leversygdom, hvis de smittes med hepatitis B.
Vaccinationen gives i form af en kombineret vaccine, som også beskytter mod hepatitis A.
Du kan læse mere om vaccination mod hepatitis her:
Vejledning om forebyggelse mod viral hepatitis fra (Hepatitisvejledningen) (2013)
Bekendtgørelse om gratis hepatitisvaccination til særligt udsatte grupper (2006)
Gratis vaccination mod hepatitis tilbydes også til børn som bor sammen med en person med kronisk hepatitis B, samt børn i boligområder med forekomst af hepatitis B eller i daginstitutioner, hvor der er konstateret tilfælde af kronisk hepatitis B.
Du kan læse mere om gratis vaccination mod hepatitis til børn her
- Ændringer i afsnittet om Hepatitis C-smittede. Hvor det præciseres at vaccinen er mod hepatitis B, men at der er tale om en kombineret vaccine, der også beskytter mod hepatitis A.