De mest syge har længst til lægen – og veluddannede går mest til lægen

Rapporten, der er lavet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, sammenligner behovet for sundhedsydelser med om borgeren benytter sig af for eksempel den praktiserende læge, tandlæge, fysioterapeut, psykolog og kiropraktor. Rapporten viser desuden, hvor lang afstand borgeren har til ydelserne.

”Konklusionen fra rapporten er, at der er social ulighed i adgang til alment praktiserende læge, tandlæge, fysioterapeut, psykolog og kiropraktor. Jo længere uddannelse og jo højere indkomst, jo kortere kørselsafstand er der til sundhedsydelser. Og når vi tager højde for forskellige gruppers behov for sundhedsydelser, kan vi også se, at grupper med længere uddannelse og højere indkomst bruger sundhedsydelserne mere. Dette til trods for at det er de grupper som har den bedste sundhed”, forklarer enhedschef Niels Sandø.

Rapporten viser, at borgere med kortest uddannelse og lavest indkomst har de største behov for sundhedsydelserne. Det vil blandt andet sige, at borgere med kort uddannelse og lav indkomst har flere kroniske og langvarige sygdomme. Men det er ikke den gruppe borgere, der bruger sundhedsydelserne mest. Det gælder for alle sundhedsydelser, undtagen vagtlægen, at borgere med længst uddannelse og højest indkomst bruger ydelserne mere, når der tages højde for deres behov.

Sammenhængen mellem afstanden til sundhedstilbuddene og brugen af dem, er forskellig fra sundhedsydelse til sundhedsydelse. For eksempel er der sammenhæng mellem har afstanden til praktiserende læge og fysisk fremmøde hos alment praktiserende læge for borgere med den laveste indkomst. Når det gælder besøg hos tandlægen, er der ikke sammenhæng mellem afstanden og brugen, men til gengæld er der sammenhæng mellem indkomsten og brugen.

”Når man planlægger sundhedsydelser bør det både nationalt og lokalt overvejes hvad der er den bedste fordeling af ressourcerne. Det er vigtigt, at de borgere, der har størst behov for hjælp, rent faktisk har mulighed for at få den, for eksempel at de har mulighed for at komme til deres praktiserende læge, når de har behov for det. Afstand betyder noget, men det er ikke den eneste hindring i forhold til at skabe sundhed for alle. Det kan også åbne for en diskussion af brugen af digitale løsninger, som en mulighed for at imødekomme ulighed i afstand til sundhedsydelser eller for at frigøre ressourcer til at kunne tilbyde mere differentierede forløb.”, siger Niels Sandø.

Læs rapporten her