Fakta om snus
Snus er ulovligt at sælge i Danmark, Sundhedsstyrelsen er dog bekendt med, at snus stadig anvendes i Danmark, og nedenfor kan du derfor finde informationer om snus.
Snus indeholder nikotin i varierende mængde, afhængigt af produktet. Derudover indeholder det en lang række stoffer, hvoraf en del er kræftfremkaldende.
Snus indeholder bl.a. tobaksspecifikke nitrosaminer, benzopyren, formaldehyd, acetaldehyd samt en række tungmetaller. Mængden varierer fra produkt til produkt afhængig af tobak, tilsætningsstoffer og produktionsproces.
Der er identificeret kræftfremkaldende stoffer i snus. Generelt er indholdet af de tobaksspecifikke nitrosaminer tilsyneladende mindre i den europæiske – herunder svensk snus – end i amerikanske snusprodukter.
Indholdet af nikotin i snusprodukter er generelt højere end i de andre røgfri tobaksprodukter som skrå, tyggetobak og tobakspastiller. Snus er derfor et stærkt afhængighedsskabende produkt.