xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Rene hænder

I løbet af en dag rører vi ved mange forskellige ting og kan komme i kontakt med bakterier og virus, der kan forårsage sygdom som for eksempel forkølelse, influenza eller maveinfektion. Derfor er det vigtigt at vaske hænderne flere gange i løbet af dagen.

Se film om hvordan god håndhygiejne kan forhindre vi smitter hinanden. Filmen findes på 10 sprog

God håndhygiejne er den mest effektive måde til at forhindre, at vi smitter hinanden. Det gælder både i forhold til selv at blive smittet og til at smitte andre.

Hænder der ikke er rene, kan overføre bakterier og virus til andre mennesker ved for eksempel et håndtryk, eller at man rører ved noget, som en anden person senere rør ved. Man skal altså være opmærksom på punkter, som berøres af mange personer – såkaldte kontaktpunker. Det kan for eksempel være håndtag, gelændere, kontakter, trykknapper, fælles redskaber, computer-mus, bordkanter osv.

Man bliver ikke syg af at have bakterier og virus på sine hænder. Det er først, hvis bakterier eller virus kommer ind i kroppen via øjne, næse og mund, at man kan blive smittet. Hvis man ikke har rene hænder, bør man derfor undgå at berøre sit ansigt, da bakterier og virus fra hænder da føres til øjne, næse og mund.

Jo renere hænderne er, des større sandsynlighed er der altså for at undgå smitte.

Håndvask eller hånddesinfektion?

Du får rene hænder ved god håndhygiejne. Du kan enten vaske dine hænder eller benytte hånddesinfektion.

Håndhygiejne er effektivt, når det udføres korrekt og på de rigtige tidspunkter. Hvis det ikke er muligt at vaske sine hænder, for eksempel når du er ude, så kan du i stedet desinficeres dine hænder, for eksempel med håndsprit.

Ved behov for hyppigere håndhygiejne end normalt, for eksempel under en epidemi, kan hånddesinfektion også være et godt alternativ til håndvask i udvalgte situationer, da det er let tilgængeligt og mindre udtørrende for huden på hænderne.

Hånddesinfektion kan kun anvendes på synlig rene og tørre hænder, da det ellers ikke har den ønskede effekt. I nogle situationer anbefales altid håndvask frem for hånddesinfektion, for eksempel efter toiletbesøg inklusiv bleskift og inden madlavning og spisning.

Undgå smittespredning

Spredning af smitsomme sygdomme kan forhindres ved at afbryde smittevejen. Hvis du er syg med en smitsom sygdom, kan du afbryde smittevejen ved for eksempel at blive hjemme, ved at huske god håndhygiejne eller ved at hoste og nyse i engangslommetørklæde eller i ærmet. Når du er syg og bliver hjemme, forhindrer du at sygdommen kommer uden for hjemmet og kan smitte andre. Hvis du bor sammen med andre, kan du forhindre at smitte andre i din husstand ved at isolere dig så vidt muligt og tage forskellige forholdsregler.

Kontaktpunkter

Kontaktpunkter er steder, der berøres af mange, og derfor skal man være opmærksom på at have rene hænder, når man rører ved dem, og også huske at vaske hænder eller bruge håndsprit hånddesinfektion lige efter man selv har rørt ved dem. 

Det kan for eksempel være:

Dørhåndtag, døre, kontakter, knapper, elkedel, kaffemaskine, fjernbetjening, dankortterminal, stop-knap i bussen, mobiltelefon, nøgler, bordkanter, armlæn, redskaber og alt mulig andet som man deler med andre.

Opdateret 06 OKT 2023