xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

NGO'er og foreninger kan nu søge om midler til sundheds­fremme og forebyggelse

Landsdækkende non-profit foreninger og organisationer kan nu søge om penge til projekter og aktiviteter, der kan supplere eller støtte deres arbejde med at fremme sundhed og forebygge sygdom.

02 NOV 2020

Sundhedsstyrelsen åbner i dag for ansøgninger til ’Puljen for sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse’ for 2021. Det er primært non-profit foreninger og organisationer, der kan komme i betragtning til at modtage tilskud. Under indsatsområdet ”Monitorering på sundhedsområdet” kan forskningsinstitutioner ansøge om midler, såfremt de har dokumenteret erfaring med monitorering.

De modtagende foreninger og organisationer skal have forebyggelse og sundhedsfremme beskrevet i deres vedtægter, og modtagernes aktiviteter skal følge Sundhedsstyrelsens overordnede anbefalinger eller målsætninger for det enkelte område.

”Ansøgningspuljen har et bredt sundhedsfremmende og forebyggende sigte, og vi håber, at rigtig mange forskellige foreninger og organisationer i lighed med tidligere år har lyst til at søge om tilskud fra puljen,” siger Sara Lindhardt, sektionsleder i Enhed for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.

Der er 44,8 millioner kr. til udmøntning i 2021, under forudsætning af at Finanslov 2021 bliver vedtaget. Der er allerede afsat 7,85 mio. kr. til foreninger og organisationer med faste bevillinger på Finansloven, og der åbnes nu for ansøgning om de resterende 36,95 mio. kr.

Ansøgningsfristen er torsdag den 10. december 2020 kl. 12.00

Der bliver givet tilskud til konkrete aktiviteter og ikke til generel drift. 

Læs mere om puljen; herunder også kriterierne for hvert af de prioriterede indsatsområder og om kravene til ansøgningen og ansøgere

Sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse 2021

Indsatser

Der kan søges om penge til indsatser inden for følgende områder:

  • Alkohol 
  • Mental sundhed 
  • Seksuel sundhed
  • Astma og allergi
  • Tobak
  • Forebyggelse af dopingmisbrug
  • Fysisk aktivitet 
  • Tværkommunale netværk for sundhedsfremme og forebyggelse 
  • Monitorering på sundhedsområdet