xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nye euforiserende stoffer

Nye euforiserende stoffer dukker løbende op i Danmark og på det europæiske marked. Mange af dem er farlige og kan have dødelig udgang for brugerne. Læs de seneste advarsler herunder.

Fund i Danmark

30. januar 2025: Skadelige euforiserende stoffer i puff bars og e-cigaretter

Den seneste uge har der været flere omtaler i medierne af unge, der er blevet indlagt med alvorlig forgiftning efter brug af vapes og puff bars. Sundhedsstyrelsen advarede i juni 2024 om, at der kan være farlige sundhedsskadelige stoffer i vapes og puff bars, men de seneste hændelser understreger et behov for at gentage advarslen.

Nye informationer fra de retskemiske afdelinger i Odense, København og Aarhus viser, at der stadig kan være euforiserende stoffer i puff bars og i flydende væske til e-cigaretter. Det drejer sig primært om syntetiske og semisyntetiske cannabinoider.

Disse stoffer kan potentielt være mere skadelige end cannabis, øge risikoen for akutte forgiftninger og medføre kraftige psykoser og hallucinationer.
Samtlige af de euforiserende stoffer, der er fundet for nyligt, er på bekendtgørelsen over euforiserende stoffer og gjort forbudte.

Syntetiske cannabinoider er kemisk forskelligt opbygget end de naturlige stof THC, som man finder i cannabis, men mange af dem har vist sig at være langt stærkere end i cannabis.

Dermed kan syntetiske cannabinoider potentielt være mere skadelige end cannabis. Der er i europæisk sammenhæng rapporteret om alvorlige forgiftninger og dødsfald forbundet med syntetiske cannabinoider.

Semi-syntetiske cannabinoider har en struktur, der ligner THC, dvs. det aktive stof i cannabis. Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at risikoen for skader ved at bruge disse stoffer er de samme som ved brug af cannabis pga. ligheden med cannabis.

5. september 2024: Forbud mod en gruppe af semisyntetiske cannabinoider

Efter en risikovurdering efterfulgt af en indstilling fra Sundhedsstyrelsen, er der den 6. september 2024 tilføjet en generisk gruppe omhandlende semisyntetiske cannabinoider til bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Forbud af denne såkaldte dibenzopyran-stofgruppe betyder, at en række aktuelle samt potentielt kommende semisyntetiske cannabinoider nu er ulovligt at sælge, handle med og besidde.

Semisyntetiske cannabinoider er stoffer, der kemisk og strukturelt ligner stoffet THC, som er det aktive stof i cannabis. De semisyntetiske cannabinoider dukkede op i Danmark i 2022. Produkterne sælges lige nu som lovlige erstatninger for THC via diverse danske hjemmesider og kan variere i form. De kan både ligne marihuana, væske til e-cigaretter, spiselige produkter og eller andet cannabisplantemateriale.

De syntetiske cannabinoider kan medføre samme skade som cannabis. Det betyder, at de blandt andet kan give nedsat opmærksomhed og indlæringsevne, medføre psykiske komplikationer og kan gøre brugeren sløv, hvilket kan forringe evnen til at køre bil og øge risikoen for trafikulykker.

Sundhedsstyrelsen advarer mod brugen af stofferne.

Indstilling af Dibenzopyran-gruppen – semisyntetiske cannabinoider

Opdateret 6. september 2024

 

Billedeksempler på forskellige produkter inden for dibenzopyran-stofgruppen

5. september 2024: Forbud mod 5 nye syntetiske cannabinoider

Efter en risikovurdering efterfulgt af en indstilling fra Sundhedsstyrelsen, er 5 nye syntetiske cannabinoider den 6. september 2024 opført på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Forbud af stofferne betyder, at de nu er ulovligt at sælge, handle med og besidde. Det er tale om følgende cannabinoider:

  • 5F-Cumyl-PeGaClone
  • Cumyl-CB-MeGaClone
  • CH-PIACA
  • ADB-P-5Br-INACA
  • ADB-5Br-INACA

Syntetiske cannabinoider har en effekt svarende til det aktive stof THC i cannabisprodukter og hash, men de virker stærkere end THC. De tilhører en gruppe af syntetiske fremstillede stoffer, som både myndighederne herhjemme og i øvrige europæiske lande har været særligt opmærksomme på, netop fordi de har vist sig at være særligt farlige.

De syntetiske cannabinoider har været på det danske og europæiske stofmarked i en årrække, og der er rapporteret om flere alvorlige bivirkninger såsom alvorlige forgiftninger og dødsfald.

Styrken i de syntetiske cannabinoider varierer meget, men nogle er meget kraftige og giver en større med risiko for kraftige psykoser, hallucinationer og psykiske lidelser. I flere europæiske lande er der de senere år konstateret flere alvorlige hændelser i forbindelse med indtag af syntetiske cannabinoider, herunder dødsfald.

Sundhedsstyrelsen advarer mod brugen af stofferne.

Indstilling om 5 nye syntetiske cannabinoider på bekendtgørelse om euforiserende stoffer

Opdateret 6. september 2024

27. juni 2024: Illegale stoffer er set i puff-bars

Via retskemiske analyser er nu fundet euforiserende og illegale stoffer i puff-bars og vapes (e-cigaretter). Der er både fundet syntetiske cannabinoider og semi-syntetiske cannabinoider.

Syntetiske cannabinoider er kemisk forskelligt opbygget end de naturlige stof THC, som man finder i cannabis, men mange af dem har vist sig at være langt stærkere end i cannabis. Dermed kan syntetiske cannabinoider potentielt være mere skadelige end cannabis, og de kan øge risikoen for akutte forgiftninger og udvikle psykiske lidelser, så som blandt andet kraftige psykoser og hallucinationer. Der er i europæisk sammenhæng rapporteret om alvorlige forgiftninger og dødsfald forbundet med syntetiske cannabinoider.

Semi-syntetiske cannabinoider har en struktur, der ligner THC, dvs. det aktive stof i cannabis. Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at risikoen for skader ved at bruge disse stoffer er de samme som ved brug af cannabis pga. ligheden med cannabis.

Både brugen af semi-syntetiske – og syntetiske cannabinoider kan blandt andet, som ved brug af cannabis, give nedsat opmærksomhed, nedsat koncentrations- og indlæringsevne, sløvhed, samt nedsat bevægelses- og reaktionsevne, hvilket samlet set forringer evnen til at køre bil og øger risikoen for trafikulykker.

Det er forbudt at sælge og besidde såkaldte puff-bars i Danmark, ligesom det er forbudt at sælge og besidde illegale stoffer i Danmark.

Sundhedsstyrelsen advarer om brugen af puff-bars, da de kan indeholde llegale stoffer og stofblandinger, der kan medføre alvorlige sundhedsskadelige hændelser.

Eksempler på fabrikerede puff-bars, der indeholder cannabinoider – det fremgår også af deres indholdsfortegnelse

16. maj 2024: 8 nye farlige syntetiske opioider i gruppen af nitazener

Såkaldte nitazener er en gruppe af nye syntetiske opioider der er meget stærke og antages at være 100 gange stærkere end morfin. 8 nye af disse er 16. maj 2024 opført på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer og gjort forbudte. Det er tale om stofferne:

  • butonitazen
  • etonitazepipne
  • etomethazen
  • ethyleneoxynitazen
  • protonitazepyn
  • metonitazepyn
  • N-desethyletonitazen
  • N-desethylisotonitazen

Som det eneste stof af de ovenfor nævnte, er det foreløbig udelukkende Butonitazen, der er fundet i en beslaglæggelse i Danmark, men der er ikke rapporteret om skader såsom forgiftning eller dødsfald. De øvrige nævnte nitazener, er er alle indberettet via det europæiske overvågningssystem om nye psykoaktive stoffer fra et eller flere europæiske medlemslande.

Stofferne er efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, tilføjet listen på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer (liste B). Ingen af stofferne er registrerede lægemidler til behandling af mennesker eller dyr i Danmark eller andre europæiske lande.

Sundhedsstyrelsen advarer mod at indtage stofferne, da de er meget stærke, og kun en lille stofmængde kan medføre alvorlige forgiftninger og/eller forgiftninger med døden til følge.

Indstilling om optagelse af 8 nitazener på bekendtgørelse om euforiserende stoffer

Bekendtgørelse nr. 454 af 7. maj 2024 om ændring af bekendtgørelse om euforiserende stoffer (retsinformation.dk)

12 januar 2024: THCP, HHCP og H4-CBD er nu ulovlig i Danmark

I de senere måneder, er de tre stoffer tetrahydrocannabiphorol (THCP), hexahydrocannabiphorol (HHCP) og tetrahydrocannabidiol (H4-CBD) dukket op på rusmiddelscenen herhjemme. Efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, er stofferne pr. 12 januar 2024 tilføjet listen på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, liste B (se BEK 14 af 9. januar 2024)

Stofferne er solgt fra flere forskellige danske hjemmesider, og er også blevet påvist i narkoeffekter beslaglagt i Danmark, og er set bl.a. i form af væske til e-cigaretter og hamp-plantemateriale, der angiveligt er sprayet med de enkelte cannabinoider.

THCP, HHCP og H4-CBD er semi-syntetiske cannabinoider, der syntetiseres fra tetrahydrocannabinol (THC), som er det væsentligste psykoaktive cannabinoid i cannabisplanten. Virkningsmæssigt ligner stofferne cannabis og kan medføre samme effekter, som der ses ved indtag af THC.

Også skadevirkningerne ved stofferne antages at være de samme som der ses ved indtag af cannabis. Under rus omfatter dette blandt andet nedsat opmærksomhed, nedsat koncentrations- og indlæringsevne, nedsatte sociale kompetencer, sløvhed, afslappethed, samt nedsat bevægelses- og reaktionsevne, hvilket samlet set forringer evnen til at køre bil og øger risikoen for trafikulykker.

THCP, HHCP og H4-CBD har ingen medicinsk eller industriel anvendelse i Danmark, men er alene i produkter udviklet til rusmiddelformål.

Sundhedsstyrelsen advarer mod brug af stofferne, da det ligesom cannabis kan give både akutte og mere langvarige psykiske lidelser.

Indstilling af THCP, HHCP og H4-CBD på bekendtgørelse om euforiserende stoffer

Bekendtgørelse nr. 14 af 9. januar 2024 om ændring af bekendtgørelse om euforiserende stoffer (retsinformation.dk)

Billedeksempler på forskellige produkter indeholdende THCP, HHCP og H4-CBD

Billedeksempler på forskellige produkter indeholdende THCP, HHCP og H4-CBD

 

Billedeksempler på forskellige produkter indeholdende THCP, HHCP og H4-CBD

Billedeksempler på forskellige produkter indeholdende THCP, HHCP og H4-CBD

2. maj 2023: HHC er nu ulovlig i Danmark

I de senere måneder er stoffet Hexahydrocannabinol – også benævnt som HHC dukket op på rusmiddelscenen herhjemme. Efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, er stoffet pr. 3.5.2023 gjort forbudt, og tilføjet listen på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, liste B (se BEK nr 453 af 28/04/2023).

HHC er et semi-syntetisk cannabinoid, der syntetiseres fra tetrahydrocannabinol (THC), som er det væsentligste psykoaktive cannabinoid i cannabisplanten. HHC er blandt andet set i form af væske til e-cigaretter og hamp-plantemateriale, der er sprayet med HHC. 

Virkningsmæssigt ligner HHC cannabis og kan medføre samme effekter, som der ses ved indtag af THC. Det antages dog, at HHC er mindre potent sammenlignet med THC. Det vil sige, at der skal indtages mere af stoffet for at opnå samme effekt som ved indtag af THC.  

Skadevirkningerne ved HHC, antages på baggrund af foreliggende viden, at være de samme som der ses ved indtag af cannabis. Under rus omfatter dette blandt andet nedsat opmærksomhed, nedsat koncentrations- og indlæringsevne, nedsatte sociale kompetencer, sløvhed, afslappethed, samt nedsat bevægelses- og reaktionsevne, hvilket samlet set forringer evnen til at køre bil og øger risikoen for trafikulykker. 

HHC har ingen medicinsk eller industriel anvendelse i Danmark, men er alene et produkt udviklet til rusmiddelformål

Sundhedsstyrelsen advarer mod brug af HHC, da det ligesom cannabis kan give både akutte og mere langvarige psykiske lidelser.

Indstilling af hexahydrocannabinol på bekendtgørelse om euforiserende stoffer

Eksempler på forskellige produkter indeholdende HHC

 

13. februar 2023: Fire ketamin-lignende stoffer, er nu kommet på listen over euforiserende stoffer

Det drejer sig om stofferne MXiPr, MXPr, 3-Me-2-oxo-PCE og 3-HO-PCE, der for nyligt er dukket op på stofmarkedet i Danmark. Stofferne er set i politisager i form af beslaglæggelser der er retskemisk analyseret. Der er ikke indrapporteret skader eller dødsfald med nogen af stofferne herhjemme, men ud fra international litteratur og viden om stoffernes nære slægtskab med ketamin, vurderer Sundhedsstyrelsen at alle stofferne indebærer risiko for alvorlige eller dødelige forgiftninger. Rusen med stofferne giver hallucinationer, nedsat smertesans, ændret opfattelse af andre sanseindtryk og påvirkning af indlæringsevne og hukommelse. Blodtryk og puls øges i forbindelse med indtag af stofferne. Endelig kan ses koma og hæmning af vejrtrækningen. 

MXiPr, MXPr, 3-Me-2-oxo-PCE og 3-HO-PCE er kommet på bekendtgørelse om euforiserende stoffer der trådte i kraft den 12. februar 2023 og betyder, at stofferne kun må anvendes i medicinsk og videnskabeligt øjemed.

Stofferne er reguleret efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, og indstillingen kan læses her.

Indstilling af fire phencyclidinlignende stoffer

 

13. februar 2023: Fire benzodiazepiner er føjet til listen over forbudte euforiserende stoffer

Det er tale om stofferne flubrotizolam, bromazolam, adinazolam og desalkylgidazepam, der ikke er registrerede lægemidler, men i den senere tid er dukket op på det illegale stofmarked i Danmark. Med en ændringsbekendtgørelse der træder i kraft 12. februar 2023, må stofferne fremover kun anvendes i medicinsk og videnskabelig øjemed.

De fire benzodiazepiner er set i Danmark i politisager i form af beslaglæggelser, der er retskemisk analyseret. Bromazolam er desuden også set i enkelte trafiksager, samt påvist i et dødsfald i slutningen af 2022. Der er tale om et dødsfald hvor bromazolam blev påvist sammen med en formodet dødelig koncentration af metonitazen, som er et illegalt opioid.

Stofferne kan være afhængighedsskabende og udgøre en risiko for akutte forgiftninger og andre skadevirkninger på linje med andre benzodiazepiner. Selv om stofferne af Sundhedsstyrelsen vurderes at have en begrænset udbredelse i Danmark, har Sundhedsstyrelsen vurderet at brug af stofferne må antages at indebære væsentlige sundhedsmæssige risici, og de derfor bør reguleres.

Sundhedsstyrelsen advarer mod brug af stofferne, der kan give både akutte forgiftninger, afhængighed og andre skadevirkninger.

Indstilling af fire benzodiazepiner

 

8. april 2022: Flere nye syntetiske cannabinoider dukker op i Danmark og på det europæiske stofmarked

Fra den 8 april 2022, er 6 nye syntetiske cannabinoider blevet opført på listen over bekendtgørelsen om euforiserende stoffer i Danmark.

Der er tale om stofferne:

  • ADB-BUTINACA
  • EG-018
  • MDMB-CHMCZCA
  • 5F-BZO-POXIZID
  • 5F-EMB-PINACA og
  • EDMB-PINACA.

 

Alle  6 cannabinoider er fundet i Danmark, og langt de fleste indberetninger om dem baserer sig på sager der er kommet fra Toldstyrelsen i København Lufthavn. ADB-BUTINACA er set i flere sager, mens de øvrige kun er rapporteret ind en enkelt gang eller to.

Ifølge indberetninger fra medlemslandene i EU, har ADB-BUTINACA, EG-018 og MDMB-CHMCZCA medført alvorlige forgiftninger og dødsfald, og grundet de øvrige stoffers struktur, må det antages, at disse medfører risiko for samme. Der er endnu ikke registreret dødsfald i Danmark knyttet til de omtalte 6 syntetiske cannabinoider.

Syntetiske cannabinoider er en gruppe af stoffer der ikke kan sammenlignes med cannabis eller det aktive stof THC i hash, hverken i virkning eller i risikoen for skader. De er derimod en gruppe syntetiske fremstillede stoffer, og de senere år har de europæiske myndigheder været meget opmærksomme på overvågningen af dem, og af indberetninger om skader med dem, netop fordi de har vist sig at være særlige potente og farlige.

Sundhedsstyrelsen advaret mod at indtage stofferne, da de er meget stærke og kun en lille stofmængde kan medføre alvorlige forgiftninger og/eller forgiftninger med døden til følge.

Mere om stofferne kan læses i Sundhedsstyrelsens risikovurdering af de 6 syntetiske cannabinoider:

Indstilling om 6 nye syntetiske cannabinoider på bekendtgørelse om euforiserende stoffer

Stofferne findes typisk som pulver eller som tilsat til plantemateriale.

8. april 2022: Tramadol på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer 

Tramadol er et syntetisk, centralt virkende opioid, der bruges som lægemiddel til smertestillende behandling. Til forskel fra de fleste andre opioider har tramadol ikke før nu været optaget på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Efter tiltagende illegalt misbrug og tiltagende illegal import har Sundhedsstyrelsen nu indstillet til at få stoffet på bekendtgørelsen, liste B.

Formålet med at optage tramadol er at dæmme op for et stigende misbrug. Lovlig brug af lægemidler indeholdende tramadol i medicinsk øjemed i Danmark vil kunne fortsætte som hidtil uanset optagelsen af stoffet på bekendtgørelsen.

Bemærk, at brevet ved en fejl er dateret 07032020. Den rigtige dato er 8. april 2022.

Læs Sundhedsstyrelsens indstilling

5. januar 2022:  LSD-analoger gøres ulovlige

Flere og flere LSD-lignende stoffer dukker op på stofmarkedet med det formål at bruges for at opnå en rusvirkning. Efter Sundhedsstyrelsens indstilling, er de nyeste analoger nu fra 1.1.2022 tilføjet listen på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, liste B. Det drejer sig om stofferne, ALD-52, 1B-LSD, 1-cP-LSD, ETH-LAD, 1-cP-AL-LAD og 1v-LSD. Stofferne købes typisk fra internationale hjemmesider, og kommer til landet primært via lufthavne, og de aktive stoffer findes blandt andet på såkaldte ”blotters” eller ”frimærker”, der indtages oralt. 

Virkningsmæssigt ligner disse analoger LSD, hvilket betyder, at de ved indtag medfører hallucinationer såsom forvrænget opfattelse af tid og sted, ændringer i syns- og hørelsesopfattelsen, samt ændringer i følelser og humør. Dårlige hallucinogene oplevelser kan medføre paranoia, angst og andre psykiske komplikationer, og kan medføre behov for lægelig behandling og hospitalsindlæggelse. 

Sundhedsstyrelsen advarer mod brug af stofferne, der kan give både akutte som mere langvarige psykiske lidelser.

Indstilling af LSD analoger

Eksempler på hvordan disse ”blotters” ser ud.

 

7. maj 2021: Nedgang i misbruget af lattergas fra gaspatroner

Giftlinjen har udarbejdet oversigt over antal henvendelser af sager efter misbrug af lattergas fra gaspatroner efter indførelsen af lov om salg og markedsføring af lattergas i juni 2020. Sundhedsstyrelsen vurderer, at nedgangen i antal henvendelser til Giftlinjen, der vedrører lattergas efter lovændringen, indikerer en positiv nedgang i omfanget af misbruget.

Antal henvendelser til Giftlinjen om lattergas i perioder i 2020 og 2021

Måned Jan-juni Juli-december Jan-april 2020
Antal 62 28 25
Henvendelser/
måned
10 5

Jan 6/feb 1/marts 8/apr 10

4. april 2021: To nye syntetiske cannabinoider

De to nye såkaldte syntetiske cannabinoider er MDMB-4en-PINACA og 4F-MDMB-BICA giver stor risiko for forgiftning og overdosisdødsfald. Stofferne er nu tilføjet på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, liste B. Begge stoffer har medført flere dødfald særligt i Slovakiet, men også enkelte dødsfald er set efter indtagelse af stofferne i Tyskland og Sverige. I februar 2021 kom indberetning om at MDMB-4en-PINCA er fundet i en narkotikaeffekt i Danmark. Der er endnu ikke set dødsfald med stoffet herhjemme.

Syntetiske cannabinoider er en gruppe af stoffer der ikke kan sammenlignes med cannabis eller det aktive stof THC i hash, hverken i virkning eller risiko for skader – det er en gruppe syntetisk fremstillede stoffer, og de senere år har de europæiske myndigheder været meget opmærksomme på overvågningen og af de indberetninger om skader om dem, netop fordi de har vist sig at være særlig potente og farlige.

Stofferne anvendes typisk sammen med en mix af urter til rygning. Sundhedsstyrelsen advaret mod at indtage stofferne, da de er meget stærke og kun en lille stofmængde kan medføre alvorlige forgiftninger og/eller forgiftninger med døden til følge.

Mere om stofferne kan læses i de to risikovurderinger fra EMCDDA.

Risikovurdering: 4F MDMB-BICA

Risikovurdering: MDMB-4en-PINACA

14. marts 2021: Syv nye farlige og meget stærke syntetiske opioider

De syv såkalde syntetiske opioider: Isotonitazen, protonitazen, metonitazen, metodesnitazen, etodesnitazen, fluonitazen og brorphin er meget stærke og enkelte af stofferne har vist sig at være 100 gange stærkere end morfin, og et af stofferne har været medvirkende til et dødsfald herhjemme.

Stofferne er efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, tilføjet listen på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer (liste B). Ingen af stofferne er registrerede lægemidler til behandling af mennesker eller dyr i Danmark eller andre europæiske lande. Nogle af stofferne er udviklet i 1950’erne i forsøg på at finde nye opioider til medicinsk brug, men de blev ikke anvendt og markedsført. Politi og toldvæsen i et eller flere medslemslande i EU, har beslaglagt narkotikaeffekter indeholdende de omhandlende stoffer.

I Danmark er stofrester af isotonitazen fundet i en næsespray-emballage. Sundhedsstyrelsen advaret mod at indtage stofferne, da de er meget stærke og kun en lille stofmængde kan medføre alvorlige forgiftninger og/eller forgiftninger med døden til følge.

Billeder af næsespray-emballagen hvor isotonitazen blev fundet i:

Næsespray med opioid

Læs mere i Sundhedsstyrelsens Indstilling  

Opdateret 05 SEP 2024