Ny pulje på 245 mio. kr. skal styrke omsorg og nærvær i ældreplejen
Kommuner kan fra i dag søge om midler til at udvikle og afprøve nye innovative veje til at styrke omsorg og nærvær for borgere i ældreplejen.
Hvordan skaber vi mere omsorg og nærvær for de ældre, så den enkelte mærker en reel forskel i hverdagen? Og hvordan reducerer vi mængden af unødvendig dokumentationskrav, så personalet får mere tid til den enkelte ældre?
De spørgsmål skal kommunerne være med til at finde svar på, og derfor kan de nu søge midler fra puljen til at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen.
Formålet med puljen er at støtte projekter, der har fokus på at afprøve nye og innovative veje til at skabe mere omsorg og nærvær for de ældre. Det kan fx være projekter, der udvikler og afprøver nye metoder, faglige tilgange, samarbejdsmodeller og organiseringsformer. Kommunerne kan også søge om midler til projekter, der afprøver forsøg med bedre tilrettelæggelse af arbejdet, fx i forhold til at hjælpe den ældre med at bevare sin egen døgnrytme, sikre bedre kontakt til svækkede ældre, eller at der fx er de rette kompetencer i forhold til at understøtte en værdig død.
Som en integreret del af projekterne, skal kommunerne undersøge, hvordan man kan reducere unødvendige dokumentationskrav og forbedre eksisterende dokumentationsprocesser og dermed frigive mere tid til den ældre. Projekterne skal tage afsæt i ét eller flere af de syv temaer i kommunernes værdighedspolitik.
”Puljen skal fremme nye innovative veje, der kan styrke nærvær og omsorg i ældreplejen. Hvad er udfordringerne? Og hvordan løser vi de udfordringer på nye eller andre måder? Målet er sammen at blive klogere for at finde de bedste løsninger, der skaber en positiv forandring for borgerne. Derfor håber jeg, at kommunerne har lyst til at søge denne pulje – og eventuelt i samarbejde med andre kommuner,” siger Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Et centralt formål med puljen er desuden at undersøge, om de enkelte kommuners forsøg med at skabe mere nærvær og omsorg kan overføres til resten af landets kommuner. Derfor skal forsøgskommunerne, som en del af deres projekter, løbende indsamle og dele viden og erfaringer – både i mellem forsøgskommunerne men også med andre kommuner.
Information om puljen
Puljen er en udmøntning af finanslovsinitiativet om omsorg og nærvær i ældreplejen fra finanslovsaftalen for 2020. Puljen er på 245 mio. kr., ansøgninger skal være på minimum 5 mio. kr., og midler kan bruges i 2020 og 2021.
Puljen kan søges af kommuner, som kan søge selvstændigt eller flere kommuner i samarbejde, men med én kommune som hovedansøger. Der kan som del af projekterne også indgås samarbejde med relevante parter, fx civilsamfund, regioner, interessenter på ældreområdet eller private aktører.
Ansøgningsfristen er d. 19. oktober 2020 kl. 12.00.
Læs mere om puljen: Pulje til at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen
Sundhedsministeriet om Kommunernes Værdighedspolitik