xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny guide til at mindske forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens

Hver femte borger med demens fik antipsykotisk medicin i 2022. Sundhedsstyrelsen har sammen med kommuner, plejeenheder, civilsamfundsorganisationer, praktiserende læger og psykiatri udviklet en guide til kommuner og plejeenheder til støtte i det systematiske arbejde med at nedbringe forbruget.

12 MAJ 2023

Mennesker med demens er ramt på deres kognitive evner. Det betyder, at de oftest vil udtrykke deres trivsel, eller mistrivsel, gennem deres adfærd. Efterhånden som sygdommen skrider frem, og de kognitive funktioner svækkes, kan personen derfor udvikle adfærdsmæssige og psykiske symptomer, for eksempel angst, apati, irritation eller aggression. Symptomerne kan skyldes uopfyldte fysiske eller psykologiske behov, smerter eller infektioner. Løsningen bliver ofte at give antipsykotisk medicin for at berolige borgeren. 

Antipsykotisk medicin har en lang række bivirkninger hos et menneske med en demenssygdom. Det er blandt andet øget dødelighed, blodpropper, slagtilfælde og hjerterytmeforstyrrelser. Derfor har det siden 2016 været et mål i Den nationale demenshandlingsplan, at forbruget af antipsykotisk medicin til personer med demens skal halveres inden udgangen af 2025. 

Sundhedsstyrelsen har derfor i samarbejde med repræsentanter fra ældreplejen og det nære sundhedsvæsen udviklet en guide, der kan støtte det systematiske arbejde i kommuner og på plejeenheder med at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til mennesker med demens. Guiden indeholder både viden om virkning og bivirkninger ved antipsykotisk medicin samt en procesmodel til, hvordan kommuner eller plejeenheder kan få overblik over eget forbrug og identificere forbedringstiltag til at nedbringe forbruget.

”Arbejdet med at skabe trivsel hos mennesker med demens og forebygge brugen af antipsykotisk medicin er en kompleks opgave. Det kræver systematisk tilgang og et godt samarbejde blandt alle, der er involveret i pleje og behandling af mennesker med en demenssygdom. Vi håber, at den nye guide kan være med til at sætte refleksioner i gang og forny praksis, samt at den kan styrke samarbejdet på tværs og dermed øge tryghed og trivsel for borgere og medarbejdere, samt forebygge anvendelsen af antipsykotisk medicin,” siger sektionsleder Sara Louise Friis Rose.

Hent guiden: Guide til at nedbringe brug af antipsykotisk medicin til mennesker med demens (2023)

 

Læs mere

Find mere viden og inspiration om, hvordan I mindsker forbruget af antipsykotisk medicin

Se de nye tal på forbruget af antipsykotisk medicin (link til esundhed.dk)

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen

Vores pressemeddelelser og nyheder er opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.

 

Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer

 

Hvis du i forvejen modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.

 

Denne nyheds temaer:

Nyt på ældreområdet