Bedre måltider til ældre
Ernæring | Rammer om måltidet
Fristevogne vækker appetit hos ældre på plejecentre i Ballerup
Fristevogne fyldt med indbydende og næringsrige snacks og mellemmåltider øger appetit, forebygger uplanlagt vægttab og styrker sociale relationer blandt beboere på plejecentre i Ballerup Kommune.
Opdateret 10 DEC 2020
Fristevognene i Ballerup Kommune er specialdesignede kølevogne, som dagligt fyldes op med 16 forskellige energi- og proteinholdige mellemmåltider. Plejepersonalet på plejecentrene kører med fristevognene to gange dagligt – en gang om eftermiddagen og en gang om aftenen. Om eftermiddagen kører plejepersonalet med fristevognene, når beboerne skal have eftermiddagskaffe, og igen efter aftensmaden med noget til aftenkaffen. Tidspunkterne betyder, at beboerne har appetit til mellemmåltidet og ikke er mætte, når hovedmåltiderne serveres.
Fristevognene har øverst en udstilling af de forskellige mellemmåltider, som beboerne kan vælge imellem. Udvalget varierer og kan fx være:
- Chokolademousse
- Citronfromage
- Ost med kiks og vindruer
- Forskellige drikkevarer som fx kakaomælk eller kærnemælk.
Mellemmåltiderne afspejler så vidt muligt sæsonen: Om sommeren tilbydes fx koldskål, mens der i julen kan være flæskesvær på menuen. Hver måned er der ”månedens nyt”, hvor plejepersonalet kan friste beboerne med et nyt mellemmåltid. På fristevognene er der et udvalg af mellemmåltider, som er tilpasset forskellige kostformer, fx dysfagikost. Plejepersonalet tilbyder de rette mellemmåltider til hver enkelt beboer og omtaler mellemmåltiderne som noget genkendeligt og appetitligt for beboerne.
Fire trin i arbejdet med fristevogne
Køkkenpersonale pakker mellemmåltiderne
Køkkenpersonalet på plejecentrene pakker mellemmåltiderne i køle- og fryseskabe i de lokale køkkener. Det gør det nemt for plejepersonalet efterfølgende at anrette måltiderne på fristevognene. Der medfølger altid anbefalinger til, hvordan mellemmåltiderne kan anrettes appetitligt.
Plejepersonale anretter mellemmåltiderne appetitligt
Plejepersonalet anretter mellemmåltiderne på fristevognene ud fra køkkenpersonalets anbefalinger, fx ved at fjerne låget fra desserterne og sprøjte flødeskum på. Derudover sætter plejepersonalet service på vognene (kagetallerkner, glas og teskeer) og tjekker, at menukortet stemmer overens med dét, der er på vognene. Plejepersonalet sørger også for, at der er nok på vognene til alle beboere.
Fristevognene køres af plejepersonalet to gange dagligt
Når plejepersonalet kører fristevognene rundt på plejecentrene, spørger de beboerne, om de kan friste med et mellemmåltid. Fristevognene betjenes af plejepersonale, som har kendskab til hver enkelt beboers problematikker og kostform. Der kan være særlige behov at tage hensyn til. Fx er det vigtigt for borgere med demens, at maden præsenteres på en overskuelig måde, mens borgere med dysfagi skal have mellemmåltider af en bestemt konsistens. For borgere med overvægt er det afgørende med fedtreducerede alternativer.
Plejepersonale undgår madspild
Fristevognene har en kølefunktion, så mellemmåltiderne holdes kølige og friske. Når plejepersonalet har afsluttet en runde, sætter de hurtigst muligt de resterende varer på køl. Mellemmåltiderne kan dermed komme med på vognene dagen efter igen, og køkkenpersonalet undgår at producere for meget mad.
Pilotprojekt har dannet afsæt for fristevognene i Ballerup Kommune
Initiativet med fristevognene begyndte med et pilotprojekt i foråret 2017. Med inspiration fra lignende projekter i hospitalsregi afprøvede plejepersonalet på Plejecenter Rosenhaven i Ballerup konceptet over en periode på seks uger. Baggrunden var, at man på flere plejecentre havde udfordringer med at sikre beboerne det rette energi- og proteinindtag. Formålet var med et systematisk tilbud om servering af mellemmåltider at forbedre ernæringstilstanden blandt særligt de småtspisende ældre.
Evalueringen af pilotprojektet har vist, at fristevognene medvirker til at forebygge underernæring og uplanlagt vægttab blandt beboerne. På den baggrund valgte kommunen at udbrede fristevognene til kommunens øvrige plejecentre.